Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Og videre sagde Elihu:
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
Se, Gud forkaster det stive Sind,
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han faa deres Ret,
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger paa Tronen i Højhed.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Baand,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
saa viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
aabner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
Hvis de saa hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres Aar.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Aanden i Uforstand.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
Men vanhellige Hjerter forbitres; naar han binder dem, raaber de ikke om Hjælp;
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv faar Mandsskøgers Lod.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
Den elendige frelser han ved hans Elende og aabner hans Øre ved Trængsel.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Kan vel dit Skrig gøre Ende paa Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
Ej maa du længes efter Natten, som opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
va'r dig og vend dig ikke til Uret, saa du foretrækker ondt for at lide.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: »Du gjorde Uret!«
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal paa hans Aar kan ikke findes.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
Thi Draaber drager han ud af Havet, i hans Taage siver de ned som Regn,
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
og Skyerne lader den strømme og dryppe paa mange Folk.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
Se, han breder sin Taage om sig og skjuler Havets Rødder;
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Maalet;
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.
