Job 36
1 Og Elihu blev ved og sagde:
Elihu loh koep a cong tih,
2 Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
“Kamah taengah bet m'bulbo uh lamtah nangmih te olthui khaw Pathen yueng la koep kan thui eh.
3 Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
Ka poeknah he khohla lamloh kam phueih tih duengnah he kai aka saii ham ni ka khueh.
4 Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
Ka olthui he a honghi pawt dongah nang taengkah lungming khaw a cuemthuek ham tueng pai.
5 Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
Pathen tah khuet tih lungbuei thadueng a khuet te a sit moenih ne.
6 Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
Halang te hlun pawt tih mangdaeng te tiktamnah la a paek.
7 Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
A mik te hlangdueng taeng lamloh khap pawt tih manghai rhoek te ngolkhoel dongah a ngol sak. Te phoeiah amih a yoeyah la a thuung tih a sang sak.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
Tedae hmaipom neh pin uh tih phacip phabaem rhuihet neh a tuuk uh atah,
9 da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
Amih kah bisai neh a boekoeknah dongah a len uh te khaw amih taengah a thui pah.
10 da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
Thuituennah hamla amih hna te a vueh pah tih boethae lamloh mael hamla a thui pah.
11 Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
A hnatun uh tih tho a thueng koinih a khohnin then neh thok tih a kum te a naepnoi la boeih.
12 men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
Tedae a hnatun uh pawt atah pumcumnah neh a paan uh vetih mingnah aka tal bangla pal uh ni.
13 Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
Lungbuei lailak rhoek loh thintoek a khueh uh tih amih a khih vaengah pataeng bomnah bih pawh.
14 Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
Amih hinglu te camoe la, a hingnah khaw hlanghalh lakli ah duek.
15 Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
A phacip phabaem vaengah mangdaeng khaw a pumcum sak tih a hna te nennah neh a toeh.
16 Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
Rhal ka lamloh hmuenka la nang m'poh. Te lam te mangdaeng mangtok om pawt tih na caboei dongkah mongnah maehhloi ngang.
17 Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
Halang kah dumlai khaw na cung sak tih dumlai neh laitloeknah loh m'moep.
18 Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
Kosi loh nang te boeinah neh m'vuet ve ne. Te dongah tlansum cungkuem loh nang m'phaelh boel.
19 Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
Rhal khuiah pawt khaw, na bombihnah neh thadueng, thayung boeih loh m'khoembael aya?
20 Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
A hmuikah pilnam a khum sak ham khoyin khaw hloem aih boeh.
21 Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
Ngaithuen, boethae taengla mael boeh. Te te phacip phabaem lakah te na tuek coeng te.
22 Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
Pathen tah amah thadueng neh thaphoh uh coeng ke. Amah bangla unim aka saya?
23 Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
Anih ham a longpuei te u long nim a tae pah tih u long nim, 'Dumlai na saii,’ a ti nah.
24 Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
Amah kah bisai na rhoeng sak ham te poek. Te ni hlang rhoek loh a hlai uh.
25 hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
Hlang boeih loh te te a hmuh uh tih hlanghing loh khohla lamkah a paelki.
26 Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
Pathen tah a len dongah a kum tarhing te m'ming uh lek pawt tih khenah lek pawh.
27 Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
Tui dongkah aangpi a yoek tih khotlan te a tuihu lamloh a ciil.
28 hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
Khomong khaw cip tih hlang soah muep pha.
29 Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
Khomai maiyan neh a dungtlungim kah pang ol a yakming mai ngawn.
30 Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
A vangnah loh a taengah a kah tih tuitunli yung duela a khuk.
31 Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
Te nen te pilnam taengah lai a tloek tih a yet taengah caak a paek.
32 Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
A kut dongkah vangnah loh a khuk tih phek a cuuk ham khaw te te a uen.
33 Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
A khohum loh amah kawng te a doek tih boiva pataeng thintoek neh cet.
