Job 34
1 Fremdeles svarede Elihu og sagde:
Og Elihu tok til ords og sagde:
2 Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;
«Vismenner, høyr på ordi mine! Kunnige folk, lyd no på meg!
3 thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.
For ordi prøver ein med øyro, som ein med gomen maten smakar.
4 Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.
So lat oss no det rette velja og saman finna ut det gode!
5 Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret.
For Job hev sagt: «Eg skuldfri er; min rett hev Gud ifrå meg teke;
6 Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.
tråss i min rett, stend eg som ljugar, uskuldig fekk eg ulivssår.»
7 Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand
Finst det vel nokon mann som Job? som gløyper hædings ord som vatn,
8 og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?
som held med illgjerdsmenner lag, hev umgang med gudlause folk?
9 Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.
For han hev sagt: «Kva gagnar det ein mann å vera ven med Gud?»
10 Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.
Difor, de menn med vit, høyr meg! D’er langt frå Gud å vera gudlaus, frå Allvalds-Gud å gjera urett.
11 Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.
Han løner mannen for hans gjerd, fer med han etter all hans ferd.
12 Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten.
Nei, urettferdig er’kje Gud, og Allvald krenkjer ikkje retten.
13 Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.
Kven let vel honom styra jordi? Og kven hev grunna jordheims-kringen?
14 Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:
Um han på seg åleine tenkte og drog sin ande til seg att,
15 Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.
då gjekk alt livande til grunns, og menneskja vart atter mold.
16 Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!
Um du er klok, so høyr på dette, og lyd på ljoden av mitt ord!
17 Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig?
Kann ein som hatar retten, styra? Fordømer du den allrettvise?
18 Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!
Kann ein til kongen segja: «Niding!» Og til dei megtige: «Du brotsmann?»
19 Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.
Til han som ei gjer skil på fyrstar, og ikkje vyrder rik mot fatig. Av di hans hand hev skapt deim alle?
20 De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.
Dei andast brått og midt um natti, eit folk avjagast og kverv burt, stormenn forgjengst i hjelpeløysa.
21 Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.
Hans augo ser til mannsens ferd, han skodar kvart eit stig han tek;
22 Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.
det finst’kje skugge eller myrker der illgjerdsmenn kann løyna seg.
23 Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.
Han tarv’kje lenge sjå på mannen fyrr han lyt møta Gud til doms.
24 Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted.
Han utan forhøyr storfolk krasar og andre set i deira stad.
25 Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;
Han kjennar heile deira verk og gjev um natti deim til tyning.
26 han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.
Han tuktar deim som illgjerdsmenner, ein stad der alle kann det sjå,
27 Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,
dei som hev vike burt frå han og ikkje hev hans vegar fylgt -
28 for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.
so han kann høyra armods klaga og jammerskrik frå undertrykte.
29 Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske:
Fær han det stilt, kven vil fordøma? Løyner han seg - kven kann då sjå han? - for folkemugen og for mannen,
30 Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket.
so ikkje gudlaus mann skal råda og vera snaror yver folket.
31 Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?
For segjer ein vel so til Gud: «Ovmodigt hev eg bore meg; eg vil ikkje lenger vera vond.
32 Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.
Vis du meg det eg ikkje ser! hev eg gjort synd, vil eg snu um?»
33 Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!
Skal han då straffa som du tykkjer? D’er du som er den misnøgde; so lyt du velja, ikkje eg; og du fær segja det du veit.
34 Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:
Dei kloke folk vil segja til meg, og kvar ein vismann som meg høyrer:
35 „Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟.
«Job talar ikkje med forstand hans ord er utan ettertanke.»
36 O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!
Gjev Job må allstødt verta prøvd for sine svar på nidings vis!
37 thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne og gør mange Ord imod Gud.
For han legg brotsverk til si synd og ber seg vyrdlaust millom oss, og talar mange ord mot Gud.»
