Job 34

1 Fremdeles svarede Elihu og sagde:

Und es hob an Elihu und sprach:

2 Hører, I vise! min Tale, og I forstandige! vender eders Øren til mig;

Hört, ihr Weisen, meine Rede, und ihr Verständigen, merkt auf mich!

3 thi Øret prøver Talen, og Ganen smager Maden.

Denn das Ohr prüft die Rede, und der Mund schmeckt die Speise.

4 Lader os vælge os det rette, lader os kende imellem os, hvad godt er.

Laßt uns ein Urteil finden, daß wir erkennen unter uns, was gut sei.

5 Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, men Gud har borttaget min Ret.

Denn Hiob hat gesagt: “Ich bin gerecht, und Gott weigert mir mein Recht;

6 Uagtet jeg har Ret, skal jeg staa som en Løgner; ulægelig har Pilen truffet mig, skønt der ikke er Overtrædelse hos mig.

ich muß lügen, ob ich wohl recht habe, und bin gequält von meinen Pfeilen, ob ich wohl nichts verschuldet habe.”

7 Hvor er en Mand som Job, der inddrikker Gudsbespottelse som Vand

Wer ist ein solcher Hiob, der da Spötterei trinkt wie Wasser

8 og vandrer i Selskab med dem, som gøre Uret, og gaar med ugudelige Folk?

und auf dem Wege geht mit den Übeltätern und wandelt mit gottlosen Leuten?

9 Thi han sagde: Det gavner ikke en Mand, om han har Behag i Gud.

Denn er hat gesagt: “Wenn jemand schon fromm ist, so gilt er doch nichts bei Gott.”

10 Derfor, I Mænd af Forstand! hører paa mig: Det være langt fra Gud at være ugudelig, og fra den Almægtige at være uretfærdig.

Darum hört mir zu, ihr weisen Leute: Es sei ferne, daß Gott sollte gottlos handeln und der Allmächtige ungerecht;

11 Thi han betaler et Menneske efter dets Gerning og lader enhver faa efter hans Vej.

sondern er vergilt dem Menschen, darnach er verdient hat, und trifft einen jeglichen nach seinem Tun.

12 Ja, sandelig, Gud handler ikke uretfærdigt, og den Almægtige forvender ikke Retten.

Ohne zweifel, Gott verdammt niemand mit Unrecht, und der Allmächtige beugt das Recht nicht.

13 Hvo har beskikket ham over Jorden? og hvo har grundet hele Jordens Kreds.

Wer hat, was auf Erden ist, verordnet, und wer hat den ganzen Erdboden gesetzt?

14 Dersom han vilde agte paa sig selv alene, samlede han sin Aand og sin Aande til sig:

So er nun an sich dächte, seinen Geist und Odem an sich zöge,

15 Da maatte alt Kød til Hobe opgive Aanden, og Mennesket blive til Støv igen.

so würde alles Fleisch miteinander vergehen, und der Mensch würde wieder zu Staub werden.

16 Dersom du har Forstand, saa hør dette, vend dine Øren til min Tales Røst!

Hast du nun Verstand, so höre das und merke auf die Stimme meiner Reden.

17 Skulde vel den, som hader Ret, holde Styr? eller tør du sige den mægtige retfærdige at være uretfærdig?

Kann auch, der das Recht haßt regieren? Oder willst du den, der gerecht und mächtig ist, verdammen?

18 Tør nogen sige til en Konge: Du Belial! til de ædle: Du ugudelige!

Sollte einer zum König sagen: “Du heilloser Mann!” und zu den Fürsten: “Ihr Gottlosen!”?

19 Han anser ikke Fyrsternes Personer og agter ikke den rige fremfor den ringe; thi de ere alle hans Hænders Gerning.

Und er sieht nicht an die Person der Fürsten und kennt den Herrlichen nicht mehr als den Armen; denn sie sind alle seiner Hände Werk.

20 De dø i et Øjeblik, og det midt om Natten: Folk rystes og forgaa; og de mægtige tages bort, men ikke ved Menneskehaand.

Plötzlich müssen die Leute sterben und zu Mitternacht erschrecken und vergehen; die Mächtigen werden weggenommen nicht durch Menschenhand.

21 Thi hans Øjne ere over hver Mands Veje, og han ser alle hans Skridt.

Denn seine Augen sehen auf eines jeglichen Wege, und er schaut alle ihre Gänge.

22 Der er intet Mørke og ingen Dødsskygge, hvori de som gøre Uret, kunne skjule sig.

Es ist keine Finsternis noch Dunkel, daß sich da möchten verbergen die Übeltäter.

23 Thi han behøver ikke at agte længe nogen, der skal stedes til Dom for Gud.

Denn er darf auf den Menschen nicht erst lange achten, daß er vor Gott ins Gericht komme.

24 Han sønderslaar de mægtige uden at ransage, og han sætter andre i deres Sted.

Er bringt die Stolzen um, ohne erst zu forschen, und stellt andere an ihre Statt:

25 Derfor kender han deres Gerninger og omkaster dem om Natten, at de blive knuste;

darum daß er kennt ihre Werke und kehrt sie um des Nachts, daß sie zerschlagen werden.

26 han slaar dem, hvor de ugudelige findes, paa det Sted, hvor Folk ser det.

Er straft sie ab wie die Gottlosen an einem Ort, da man es sieht:

27 Thi derfor vege de fra ham og agtede ikke paa nogen af hans Veje,

darum daß sie von ihm weggewichen sind und verstanden seiner Wege keinen,

28 for at de kunde bringe den ringes Skrig ind for ham, og for at han maatte høre de elendiges Skrig.

daß das Schreien der Armen mußte vor ihn kommen und er das Schreien der Elenden hörte.

29 Naar han skaffer Ro til Veje — hvo vil kalde ham uretfærdig? — og naar han skjuler sit Ansigt — hvo kan da beskue ham? — baade for et Folk og for et enkelt Menneske:

Wenn er Frieden gibt, wer will verdammen? und wenn er das Antlitz verbirgt, wer will ihn schauen unter den Völkern und Leuten allzumal?

30 Saa er det, for at en vanhellig ikke skal regere, og at der ikke skal være Snarer for Folket.

Denn er läßt nicht über sie regieren einen Heuchler, das Volk zu drängen.

31 Mon nogen har sagt til Gud: Jeg har faaet, hvad jeg ikke forskylder?

Denn zu Gott muß man sagen: “Ich habe gebüßt, ich will nicht übel tun.

32 Lær du mig ud over det, jeg kan se; dersom jeg har gjort Uret, da vil jeg ikke gøre det mere.

Habe ich's nicht getroffen, so lehre du mich's besser; habe ich Unrecht gehandelt, ich will's nicht mehr tun.”

33 Skal det være efter dit Skøn, at han skal gengælde? thi du har vraget, saa at du har at vælge, og ikke jeg? saa tal da, hvad du ved!

Soll er nach deinem Sinn vergelten? Denn du verwirfst alles; du hast zu wählen, und nicht ich. Weißt du nun was, so sage an.

34 Folk af Forstand skulle sige til mig, og ligeledes den vise Mand, som hører mig:

Verständige Leute werden zu mir sagen und ein weiser Mann, der mir zuhört:

35 „Job taler ikke med Forstand, og hans Ord ere ikke mere Klogskab‟.

“Hiob redet mit Unverstand, und seine Worte sind nicht klug.”

36 O gid, at Job maatte prøves til fulde, fordi han har svaret som uretfærdige Mænd!

O, daß Hiob versucht würde bis ans Ende! darum daß er sich zu ungerechten Leuten kehrt.

37 thi han lægger Overtrædelse til sin Synd, imellem os klapper han i Hænderne og gør mange Ord imod Gud.

Denn er hat über seine Sünde noch gelästert; er treibt Spott unter uns und macht seiner Reden viel wider Gott.