< Job 32 >
1 Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
Então aqueles três homens cessaram de responder a Job; porque era justo aos seus próprios olhos.
2 Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
E acendeu-se a ira de Elihu, filho de Baracheel o buzita, da família de Ram: contra Job se acendeu a sua ira, porque se justificava a si mesmo, mais do que a Deus.
3 Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
Também a sua ira se acendeu contra os seus três amigos: porque, não achando que responder, todavia condenavam a Job.
4 Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
Elihu porém esperou que Job falasse; porquanto tinham mais idade do que ele.
5 Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
Vendo pois Elihu que já não havia resposta na boca daqueles três homens, a sua ira se acendeu.
6 Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
E respondeu Elihu, filho de Baracheel o buzita, e disse: Eu sou de menos idade, e vós sois idosos; receei-me e temi de vos declarar a minha opinião.
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
Dizia eu: falem os dias, e a multidão doa anos ensine a sabedoria.
8 Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
Na verdade, há um espírito no homem, e a inspiração do Todo-poderoso os faz entendidos.
9 De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
Os grandes não são os sábios, nem os velhos entendem juízo.
10 Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
Pelo que digo: dai-me ouvidos, e também eu declararei a minha opinião.
11 Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
Eis que aguardei as vossas palavras, e dei ouvidos às vossas considerações, até que buscasseis razões.
12 Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
Atentando pois para vós, eis que nenhum de vós há que possa convencer a Job, nem que responda às suas razões:
13 at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
Para que não digais: Achamos a sabedoria; Deus o derribou, e não homem algum.
14 Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
Ora ele não dirigiu contra mim palavra alguma, nem lhe responderei com as vossas palavras.
15 De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
Estão pasmados, não respondem mais, faltam-lhes as palavras.
16 Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
Esperei pois, porém não falam: porque já pararam, e não respondem mais.
17 Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
Também eu responderei pela minha parte: também eu declararei a minha opinião.
18 Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
Porque estou cheio de palavras, e aperta-me o espírito do meu ventre.
19 Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
Eis que o meu ventre é como o mosto, sem respiradouro, e virá a arrebentar, como odres novos.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
Falarei, e respirarei: abrirei os meus lábios, e responderei.
21 Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
Oxalá eu não faça acepção de pessoas, nem use de sobrenomes com o homem!
22 thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
Porque não sei usar de sobrenomes: em breve me levaria o meu criador.