Job 32

1 Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.

Dei tri mennerne svara ikkje Job meir, av di han heldt seg sjølv for rettferdig.

2 Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.

Men då loga harmen upp hjå Elihu, son åt Barak’el, buziten, av Rams-ætti. Han vart harm på Job, av di han heldt seg sjølv rettferdigare enn Gud.

3 Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.

Han harmast og på dei tri venerne, av di dei ikkje kunde finna noko svar, og endå dømde Job skuldig.

4 Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.

For Elihu hadde venta med å tala til Job, av di dei andre var eldre enn han;

5 Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.

men då Elihu såg at dei tri mennerne ikkje hadde noko å svara, vart han brennande harm.

6 Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.

Og Elihu, son åt Barak’el, buziten, tok til ords og sagde: «Ung er eg etter år å rekna; de derimot er gamle menn. Difor eg blygdest og var rædd å segja til dykk det eg veit.

7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!

Eg tenkte: «Åri tala lyt og alderen forkynna visdom.»

8 Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.

Nei, ånd lyt til hjå menneski; og Allvalds ande gjev deim vit.

9 De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.

Dei gamle er’kje alltid vise, kvithærde veit’kje stødt det rette.

10 Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.

Difor eg segjer: Høyr på meg; eg vil og segja det eg veit.

11 Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.

Eg venta hev på dykkar ord og lydde vel på dykkar lærdom, alt med de leita etter ord.

12 Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,

Og eg gav nøgje agt på dykk, men ingen sagde Job imot, ingen av dykk gav honom svar.

13 at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.

Seg ikkje: «Visdom der me fann; Gud slå han ned, folk kann det ikkje.»

14 Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.

Han hev’kje tala imot meg, og ei med dykkar ord eg svarar.

15 De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.

Dei er forstøkte, svarar ikkje, dei vantar ord å føra fram.

16 Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.

Treng eg vel venta når dei tegjer og stend der reint forutan svar?

17 Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.

Eg vil og svara, eg for meg, eg vil og segja det eg veit.

18 Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.

For eg er full av ord til svars; i bringa sprengjer åndi på.

19 Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.

Mitt indre er som innstengd vin, lik nye vinhit vil det sprengjast.

20 Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.

Eg tala vil so eg fær luft, vil opna lipporne og svara.

21 Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;

Eg ikkje tek parti for nokon og smeikjer ei for nokor mann;

22 thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.

å smeikja kann eg ikkje med; min skapar elles burt meg reiv.