Job 32
1 Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
Omiserunt autem tres viri isti respondere Job, eo quod justus sibi videretur.
2 Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
Et iratus indignatusque est Eliu filius Barachel Buzites, de cognatione Ram: iratus est autem adversum Job, eo quod justum se esse diceret coram Deo.
3 Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
Porro adversum amicos ejus indignatus est, eo quod non invenissent responsionem rationabilem, sed tantummodo condemnassent Job.
4 Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
Igitur Eliu expectavit Job loquentem, eo quod seniores essent qui loquebantur.
5 Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
Cum autem vidisset quod tres respondere non potuissent, iratus est vehementer.
6 Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
Respondensque Eliu filius Barachel Buzites, dixit: [Junior sum tempore, vos autem antiquiores: idcirco, demisso capite, veritus sum vobis indicare meam sententiam.
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
Sperabam enim quod ætas prolixior loqueretur, et annorum multitudo doceret sapientiam.
8 Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
Sed, ut video, spiritus est in hominibus, et inspiratio Omnipotentis dat intelligentiam.
9 De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
Non sunt longævi sapientes, nec senes intelligunt judicium.
10 Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
Ideo dicam: Audite me: ostendam vobis etiam ego meam sapientiam.
11 Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
Expectavi enim sermones vestros; audivi prudentiam vestram, donec disceptaremini sermonibus;
12 Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
et donec putabam vos aliquid dicere, considerabam: sed, ut video, non est qui possit arguere Job, et respondere ex vobis sermonibus ejus.
13 at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
Ne forte dicatis: Invenimus sapientiam: Deus projecit eum, non homo.
14 Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
Nihil locutus est mihi: et ego non secundum sermones vestros respondebo illi.
15 De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
Extimuerunt, nec responderunt ultra, abstuleruntque a se eloquia.
16 Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
Quoniam igitur expectavi, et non sunt locuti: steterunt, nec ultra responderunt:
17 Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
respondebo et ego partem meam, et ostendam scientiam meam.
18 Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
Plenus sum enim sermonibus, et coarctat me spiritus uteri mei.
19 Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
En venter meus quasi mustum absque spiraculo, quod lagunculas novas disrumpit.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
Loquar, et respirabo paululum: aperiam labia mea, et respondebo.
21 Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
Non accipiam personam viri, et Deum homini non æquabo.
22 thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
Nescio enim quamdiu subsistam, et si post modicum tollat me factor meus.]
