Job 32
1 Da lode disse tre Mænd af at svare Job, efterdi han var retfærdig i sine egne Øjne.
Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,
2 Men Vreden optændtes hos Elihu, Busiten, Barakels Søn, af Rams Slægt, hans Vrede optændtes imod Job, fordi han vilde holde sin Sjæl retfærdig over for Gud.
blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,
3 Hans Vrede optændtes ogsaa imod hans tre Venner, fordi de ikke fandt paa noget Svar og alligevel holdt Job for ugudelig.
og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.
4 Men Elihu havde biet efter, at Job skulde ende sine Ord; thi hine vare ældre af Aar end han.
Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;
5 Der Elihu saa, at der var intet Svar i de tre Mænds Mund, da optændtes hans Vrede.
men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;
6 Saa svarede Elihu, Busiten, Barakels Søn, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere bedagede Mænd; derfor undsaa jeg mig og frygtede for at kundgøre eder min Kundskab.
og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;
7 Jeg sagde: Lad Dagene tale, og Aars Mangfoldighed kundgøre Visdom!
jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"
8 Sandelig, det er Aanden i Mennesket og den Almægtiges Aande, som gør ham forstandig.
Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;
9 De alderstegne ere ikke altid vise, ej heller forstaa de gamle altid Retten.
de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;
10 Derfor siger jeg: Hør paa mig; ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!
11 Se, jeg biede efter eders Ord, jeg vendte mine Øren til eders forstandige Tale, indtil I kunde faa udgrundet, hvad I vilde tale.
Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;
12 Og jeg har agtet nøje paa eder, men se, der var ingen af eder, som gendrev Job, og som kunde svare paa hans Tale,
jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.
13 at I ikke skulde sige: Vi have fundet Visdom; Gud, men ikke et Menneske, kan fælde ham.
Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"
14 Men imod mig har han ikke stillet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke give ham Svar.
Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.
15 De ere blevne forskrækkede, de kunne ikke svare mere, borte ere Ordene for dem.
De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.
16 Og jeg biede, thi de talte ikke; ja, de stode der, de svarede ikke mere.
Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?
17 Nu vil jeg ogsaa svare for min Del, ogsaa jeg vil kundgøre min Kundskab.
Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!
18 Thi jeg er fuld af Taler; Aanden i mit Indre trænger paa.
Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;
19 Se, mit Indre er som Vin, for hvilken der ikke er aabnet, det maa sprænges som nye Læderflasker.
som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;
20 Jeg maa tale, at jeg kan faa Luft, jeg maa oplade mine Læber og svare.
tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.
21 Ikke vil jeg anse nogens Person, og jeg vil ikke smigre for noget Menneske;
Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;
22 thi jeg forstaar ikke at smigre; lettelig vilde min Skaber rive mig bort.
thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!
