Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

Vjeru uèinih sa oèima svojim, pa kako bih pogledao na djevojku?

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

Jer kakav je dio od Boga ozgo? i kakvo našljedstvo od svemoguæega s visine?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Nije li pogibao nevaljalome i èudo onima koji èine bezakonje?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Ne vidi li on putove moje, i sve korake moje ne broji li?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Ako hodih s lažju ili ako pohitje noga moja na prijevaru,

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Neka me izmjeri na mjerilima pravijem, i neka Bog pozna dobrotu moju.

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

Ako su koraci moji zašli s puta, i ako je za oèima mojim pošlo srce moje, i za ruke moje prionulo štogod,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

Neka ja sijem a drugi jede, i neka se iskorijene izdanci moji.

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Ako se zanijelo srce moje za kojom ženom, i ako sam vrebao na vratima bližnjega svojega,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

Neka drugomu melje žena moja, i neka se drugi nad njom povijaju.

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

Jer je to grdilo i bezakonje za sudije.

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

Jer bi to bio oganj koji bi proždirao do uništenja, i svu bi moju ljetinu iskorijenio.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Ako nijesam htio doæi na sud sa slugom svojim ili sa sluškinjom svojom, kad bi se tužili na mene;

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

Jer šta bih èinio kad bi se Bog podigao, i kad bi potražio, šta bih mu odgovorio?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Koji je mene stvorio u utrobi, nije li stvorio i njega? nije li nas on isti sazdao u materici?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Ako sam odbio siromasima želju njihovu, i oèi udovici zamutio,

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

I ako sam zalogaj svoj sam jeo a nije ga jela i sirota,

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

Jer je od mladosti moje rasla sa mnom kao kod oca, i od utrobe matere svoje vodao sam je;

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Ako sam gledao koga gdje gine nemajuæi haljine, i siromaha gdje se nema èim pokriti,

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

Ako me nijesu blagosiljala bedra njegova što se runom ovaca mojih utoplio,

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

Ako sam izmahnuo rukom na sirotu, kad vidjeh na vratima pomoæ svoju,

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Neka mi ispadne rame iz pleæa, i ruka moja neka se otkine od zgloba.

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

Jer sam se bojao pogibli od Boga, kojega velièanstvu ne bih odolio.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Ako sam polagao na zlato nadanje svoje, ili èistome zlatu govorio: uzdanico moja!

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

Ako sam se veselio što mi je imanje veliko i što mnogo steèe ruka moja,

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

Ako sam gledao na sunce, kad sjaje, i na mjesec, kad ponosito hodi,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

I srce se moje potajno prevarilo i ruku moju poljubila usta moja,

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

I to bi bilo bezakonje za sudije, jer bih se odrekao Boga ozgo;

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Ako sam se radovao nesreæi nenavidnika svojega, i ako sam zaigrao kad ga je zlo zadesilo,

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

Jer ne dadoh jeziku svojemu da griješi tražeæi dušu njegovu s proklinjanjem;

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

Ako ne govorahu domašnji moji: ko bi nam dao mesa njegova? ne možemo se ni najesti;

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

Stranac nije noæivao na polju; vrata svoja otvorao sam putniku;

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Ako sam kao što èine ljudi tajio prijestupe svoje i krio svoje bezakonje u svojim njedrima,

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

Ako sam i mogao plašiti veliko mnoštvo, ipak od najmanjega u domu bijaše me strah; zato muèah i ne odlažah od vrata.

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

O da bih imao koga da me sasluša! Gle, želja je moja da mi svemoguæi odgovori i suparnik moj da mi napiše knjigu.

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

Nosio bih je na ramenu svom, vezao bih je sebi kao vijenac,

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

Broj koraka svojih kazao bih mu, kao knez pristupio bih k njemu.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Ako je na me vikala moja zemlja, i brazde njezine plakale,

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

Ako sam jeo roda njezina bez novaca i dosaðivao duši gospodara njezinijeh,

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Mjesto pšenice neka mi raða trnje, i mjesto jeèma kukolj. Svršiše se rijeèi Jovove.