Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

Med augo hev eg gjort ei pakt; eg skal’kje skygna etter møy.

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

Kva gav meg elles Gud der uppe? Kva arv gav Allvald frå det høge?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Kjem ikkje udådsmann i naud? Og illgjersmenn i ulukka?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Ser ikkje han på mine vegar? Tel ikkje han kvart stig eg gjeng?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Dersom eg fram med fals hev fare, og foten sprunge etter svik

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

- Gud vege meg på rettferds vegt, so han kann sjå eg skuldlaus er! -

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

Veik mine stig frå vegen av, hev hjarta etter augo gjenge, var det ein flekk på mine hender,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

so gjev ein annan et mitt såd, og riv mi planting upp med rot!

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Let eg min hug av kvinna dåra, sneik eg til grannens dør meg fram,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

so lat mitt viv åt andre mala, og andre yver ho seg bøygje!

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

For dette er ei skjemdarferd, eit brot som dom og straff fortener,

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

ein eld som eta vil til avgrunns og øydeleggja all mi eiga.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Vanvyrd’ eg retten åt min træl og trælkvinna i trætta med deim?

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

- Kva gjord’ eg då, når Gud reis upp? Kva svara eg, når han meg klaga?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Dei er som meg i morsliv skapte; ein forma oss i moderfang -

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Um eg sagde nei når arming bad, og let enkja gråtande gå burt,

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

hev eg mitt brød åleine ete, so farlaus inkje fekk ein bit,

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

- nei, far for han eg var frå yngdi, frå morsliv var eg hennar førar -

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Såg eg ein stakar utan klæde, ein fatig utan yverplagg,

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

og so hans lender ei meg signa, og ei mi saueull han vermde,

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

hev eg mot farlaus handi lyft, av di eg medhald fekk i retten:

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Let herdi mi or led då losna, og armen brotna frå sitt bein!

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

For eg var ovleg rædd Guds straff, eg magtlaus stod framfor hans velde.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Um eg mi lit til gullet sette, og voni til det fine gull,

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

Gledde eg meg ved auka rikdom, og alt eg vann meg med mi hand,

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

såg eg på ljoset når det stråla, på månen der han skreid i glans,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

vart hjarta mitt i løyndom dåra, so kyss på hand til deim eg sende,

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

so var det og straffande brot, då neitta eg min Gud der uppe.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Hev eg meg gledt ved uvens uferd, og jubla når han kom i skade,

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

- men eg let ikkje munnen synda og banna honom ifrå livet -

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

hev ei mitt husfolk stendigt sagt: «Kven gjekk vel svolten frå hans bord?»

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

- Eg let’kje framand natta ute; for ferdamann eg opna døri -

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

hev eg som Adam dult mi synd, og løynt mi misgjerd i min barm,

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

di eg var rædd den store hop og ottast spott frå ættefrendar, so stilt eg heldt meg innum dører?

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Å, vilde nokon høyra på meg! Sjå her er underskrifti mi, lat berre Allvald svara meg! Fekk eg den skrift min motpart skreiv,

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

den skulde eg på oksli bera og binda på meg som ein krans

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

eg melde honom kvart mitt stig, og som ein hovding møta honom.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Dersom min åker klagar meg, og um plogforerne lyt gråta,

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

åt eg hans grøda ubetalt, tok livet eg av eigarmannen:

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Lat då for kveite klunger gro, og ugras der eg sådde bygg!» Her endar Jobs tale.