Job 31
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
Kua oti taku kawenata ki oku kanohi; kia whakaaroaro ahau hei aha ki te kotiro?
2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?
He aha ta te Atua wahi e tuwha mai ai i runga? He aha ta te Kaha Rawa taonga tupu i te wahi tiketike?
3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
He teka ianei he whakangaromanga mo te tangata kino? he whiu mo nga kaimahi o te he?
4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?
He teka ianei e kitea ana e ia oku ara, e taua ana e ia oku hikoinga katoa?
5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
Ki te mea i haere ahau i runga i te tekateka noa, a i hohoro toku waewae ki te tinihanga;
6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —
Kia paunatia ahau i runga i te pauna tika, kia mohio ai te Atua ki toku tapatahi:
7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:
Ki te mea i kotiti ke toku hikoinga i te ara, a i whai toku ngakau i oku kanohi; a ki te mea i mau te tongi ki oku ringa;
8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
Kati, ko ahau hei whakato, a ma tetahi atu e kai; ae ra, tukua nga hua o taku mara kia hutia atu.
9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:
Ki te mea i whakawairangitia toku ngakau e te wahine, a i whanga ahau i te tatau o toku hoa;
10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
Heoi kia huri paraoa taku wahine ma tetahi atu, kia piko iho ano hoki nga tangata ke ki runga i a ia.
11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
He kino rawa hoki tera; ae ra, he he e tika ana kia whiua e nga kaiwhakawa:
12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
He ahi hoki tera e kai ana ki te whakangaromanga rawa, poto noa aku hua katoa.
13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;
Ki te mea i whakahaweatia e ahau te whakawa a taku pononga tane, a taku pononga wahine, i a raua e totohe ana ki ahau;
14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?
Ka pehea ra ahau ina whakatika te Atua? He aha taku kupu e whakahoki ai ki a ia ina tae mai ia ki te titiro?
15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —
He teka ranei na toku kaihanga ia i hanga i roto i te kopu? a nana, na te kotahi, i whai ahua ai maua i roto i te puku?
16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,
Ki te mea i kaiponuhia e ahau ta nga rawakore i hiahia ai, a meinga ana e ahau nga kanohi o te pouaru kia pau i te minamina;
17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;
Ki te mea ranei i kainga taku maramara e toku kotahi, a kihai te pani i kai i tetahi wahi;
18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —
He mea whakatupu ia naku no toku taitamarikitanga ra ano me te mea ko tona papa ahau: ko te pouaru he mea arahi naku no te kopu ra ano o toku whaea;
19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;
Ki te mea i kite ahau i tetahi e tata ana ki te mate, he kore no te kakahu, a kahore he uhi mo te rawakore;
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
Ki te mea kihai tona hope i whakapai ki ahau, a kihai ia i mahana i nga huruhuru o taku kahui:
21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:
Ki te mea i ara toku ringa hei pehi i te pani, i toku kitenga he awina tera moku kei te kuwaha;
22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
Na kia marere atu toku pokohiwi i roto i te peke, kia whati te takakau o toku ringa.
23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
Ko te whiu hoki a te Atua taku i wehi ai; kihai hoki i taea e ahau te aha i tona nui.
24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
Ki te mea i u toku whakaaro ki te koura, a i mea ahau ki te koura parakore, Ko koe taku e whakawhirinaki atu ai;
25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
Ki te mea i koa ahau ki te maha o oku rawa, a ki te nui o ta toku ringa i whiwhi ai;
26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
Ki te mea i kite ahau i te ra e whiti ana, i te marama ranei e haere ana i tona tiahotanga;
27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
A ka kumea pukutia atu toku ngakau, ka kihia toku ringa e toku mangai:
28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!
Na he kino tenei hei whiunga ma nga kaiwhakawa: he teka hoki naku ki te Atua i runga.
29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
Ki te mea i koa ahau ki te whakangaromanga o te tangata i kino ki ahau, i whakaara ake ranei i ahau i te panga o te he ki a ia;
30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —
Ae, kihai ahau i tuku i toku mangai kia hara, kihai i whai kia kanga tona wairua;
31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?
Ki te mea kahore nga tangata o toku teneti i mea, Tena koa te tangata kihai nei i makona i tona kikokiko?
32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —
Kihai te manene i moe i waho; i whakatuwheratia ano e ahau oku tatau ki te tangata haere;
33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
Ki te mea i pera ahau me Arama, i hipoki i oku he, i huna i toku kino ki roto ki toku uma;
34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —
I wehi hoki ahau i te huihui nui, i mataku ki te whakahawea a nga hapu, a whakarongo kau ana, kihai hoki i puta ki waho
35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;
Aue, me i whakarongo mai tetahi ki ahau! Nana, tenei taku tohu, ma te Kaha Rawa e whakahoki mai he kupu ki ahau; me i ahau noa te pukapuka i tuhituhia e toku hoariri!
36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
Ina, kua amohia e ahau i runga i toku pokohiwi; kua herea e ahau hei karauna moku.
37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.
Kua whakaaturia e ahau ki a ia te maha o oku hikoinga; rite tonu ki ta te rangatira taku whakatata atu ki a ia.
38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;
Ki te tangi taku oneone, he whakahe ki ahau, ki te uru ano ona moa ki te aue,
39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:
Ki te mea i kainga e ahau ona hua, he mea kihai i utua, a naku ranei ona ariki i mate ai,
40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.
Na, kia riro pu te witi i te tataramoa, te parei i te taru kino. Heoi ano nga korero a Hopa.
