Job 31
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
Pepigi foedus cum oculis meis ut ne cogitarem quidem de virgine.
2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?
Quam enim partem haberet in me Deus desuper, et hereditatem Omnipotens de excelsis?
3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
Numquid non perditio est iniquo, et alienatio operantibus iniustitiam?
4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Nonne ipse considerat vias meas, et cunctos gressus meos dinumerat?
5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
Si ambulavi in vanitate, et festinavit in dolo pes meus:
6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —
Appendat me in statera iusta, et sciat Deus simplicitatem meam.
7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:
Si declinavit gressus meus de via, et si secutus est oculus meus cor meum, et si manibus meis adhaesit macula:
8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
Seram, et alius comedat: et progenies mea eradicetur.
9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:
Si deceptum est cor meum super muliere, et si ad ostium amici mei insidiatus sum:
10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
Scortum alterius sit uxor mea, et super illam incurventur alii.
11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
Hoc enim nefas est, et iniquitas maxima.
12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
Ignis est usque ad perditionem devorans, et omnia eradicans genimina.
13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;
Si contempsi subire iudicium cum servo meo, et ancilla mea, cum disceptarent adversum me.
14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?
Quid enim faciam cum surrexerit ad iudicandum Deus? et cum quaesierit, quid respondebo illi?
15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —
Numquid non in utero fecit me qui et illum operatus est: et formavit me in vulva unus?
16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,
Si negavi, quod volebant, pauperibus, et oculos viduae expectare feci:
17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;
Si comedi buccellam meam solus, et non comedit pupillus ex ea:
18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —
(Quia ab infantia mea crevit mecum miseratio: et de utero matris meae egressa est mecum.)
19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;
Si despexi pereuntem, eo quod non habuerit indumentum, et absque operimento pauperem:
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
Si non benedixerunt mihi latera eius, et de velleribus ovium mearum calefactus est:
21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:
Si levavi super pupillum manum meam, etiam cum viderem me in porta superiorem:
22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
Humerus meus a iunctura sua cadat, et brachium meum cum suis ossibus confringatur.
23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
Semper enim quasi tumentes super me fluctus timui Deum, et pondus eius ferre non potui.
24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
Si putavi aurum robur meum, et obrizo dixi: Fiducia mea.
25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
Si laetatus sum super multis divitiis meis, et quia plurima reperit manus mea.
26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
Si vidi solem cum fulgeret, et lunam incedentem clare:
27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
Et laetatum est in abscondito cor meum, et osculatus sum manum meam ore meo.
28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!
Quae est iniquitas maxima, et negatio contra Deum altissimum.
29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
Si gavisus sum ad ruinam eius, qui me oderat, et exultavi quod invenisset eum malum.
30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —
Non enim dedi ad peccandum guttur meum, ut expeterem maledicens animam eius.
31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?
Si non dixerunt viri tabernaculi mei: Quis det de carnibus eius ut saturemur?
32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —
Foris non mansit peregrinus, ostium meum viatori patuit.
33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
Si abscondi quasi homo peccatum meum, et celavi in sinu meo iniquitatem meam.
34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —
Si expavi ad multitudinem nimiam, et despectio propinquorum terruit me: et non magis tacui, nec egressus sum ostium.
35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;
Quis mihi tribuat auditorem, ut desiderium meum audiat Omnipotens: et librum scribat ipse qui iudicat.
36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
Ut in humero meo portem illum, et circumdem illum quasi coronam mihi?
37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.
Per singulos gradus meos pronunciabo illum, et quasi principi offeram eum.
38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;
Si adversum me terra mea clamat, et cum ipsa sulci eius deflent:
39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:
Si fructus eius comedi absque pecunia, et animam agricolarum eius afflixi:
40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.
Pro frumento oriatur mihi tribulus, et pro hordeo spina.
