Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

Ich habe einen Bund gemacht mit meinen Augen, daß ich nicht achtete auf eine Jungfrau.

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

Was gibt mir aber Gott zu Lohn von oben? und was für ein Erbe der Allmächtige von der Höhe?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Sollte nicht billiger der Ungerechte solch Unglück haben, und ein Übeltäter so verstoßen werden?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Siehet er nicht meine Wege und zählet alle meine Gänge?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Hab ich gewandelt in Eitelkeit? oder hat mein Fuß geeilet zum Betrug?

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

So wäge man mich auf rechter Waage, so wird Gott erfahren meine Frömmigkeit.

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

Hat mein Gang gewichen aus dem Wege und mein Herz meinen Augen nachgefolget, und ist etwas in meinen Händen beklebet,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

so müsse ich säen, und ein anderer fresse es, und mein Geschlecht müsse ausgewurzelt werden.

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Hat sich mein Herz lassen reizen zum Weibe, und habe an meines Nächsten Tür gelauert,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

so müsse mein Weib von einem andern geschändet werden, und andere müssen sie beschlafen.

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

Denn das ist ein Laster und eine Missetat für die Richter.

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

Denn das wäre ein Feuer, das bis ins Verderben verzehrete und all mein Einkommen auswurzelte.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Hab ich verachtet das Recht meines Knechts oder meiner Magd, wenn sie eine Sache wider mich hatten,

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

was wollte ich tun, wenn Gott sich aufmachte, und was würde ich antworten, wenn er heimsuchte?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Hat ihn nicht auch der gemacht, der mich in Mutterleibe machte, und hat ihn im Leibe ebensowohl bereitet?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Hab ich den Dürftigen ihre Begierde versagt und die Augen der Witwen lassen verschmachten?

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

Hab ich meinen Bissen allein gegessen, und nicht der Waise auch davon gegessen?

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

Denn ich habe mich von Jugend auf gehalten wie ein Vater; und von meiner Mutter Leibe an hab ich gerne getröstet.

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Hab ich jemand sehen umkommen, daß er kein Kleid hatte, und den Armen ohne Decke gehen lassen?

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

Haben mich nicht gesegnet seine Seiten, da er von den Fellen meiner Lämmer erwärmet ward?

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

Hab ich meine Hand an den Waisen gelegt, weil ich mich sah im Tor Macht zu helfen haben,

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

so falle meine Schulter von der Achsel, und mein Arm breche von der Röhre.

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

Denn ich fürchte Gott, wie einen Unfall über mich, und könnte seine Last nicht ertragen.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Hab ich das Gold zu meiner Zuversicht gestellet und zu dem Goldklumpen gesagt: Mein Trost?

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

Hab ich mich gefreuet, daß ich groß Gut hatte und meine Hand allerlei erworben hatte?

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

Hab ich das Licht angesehen, wenn es helle leuchtete, und den Mond, wenn er voll ging?

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

Hat sich mein Herz heimlich bereden lassen, daß meine Hand meinen Mund küsse?

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

Welches ist auch eine Missetat für die Richter; denn damit hätte ich verleugnet Gott von oben.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Hab ich mich gefreuet, wenn's meinem Feinde übel ging, und habe mich erhoben, daß ihn Unglück betreten hatte?

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

Denn ich ließ meinen Mund nicht sündigen, daß er wünschte einen Fluch seiner Seele.

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

Haben nicht die Männer in meiner Hütte müssen sagen: O wollte Gott, daß wir von seinem Fleisch nicht gesättiget würden!

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

Draußen mußte der Gast nicht bleiben, sondern meine Tür tat ich dem Wanderer auf.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Hab ich meine Schalkheit wie ein Mensch gedeckt, daß ich heimlich meine Missetat verbärge?

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

Hab ich mir grauen lassen vor der großen Menge, und hat die Verachtung der Freundschaften mich abgeschreckt? Ich blieb stille und ging nicht zur Tür aus.

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Wer gibt mir einen Verhörer, daß meine Begierde der Allmächtige erhöre, daß jemand ein Buch schriebe von meiner Sache?

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

So wollt ich's auf meine Achseln nehmen und mir wie eine Krone umbinden.

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

Ich wollte die Zahl meiner Gänge ansagen und wie ein Fürst wollte ich sie darbringen.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Wird mein Land wider mich schreien und miteinander seine Furchen weinen;

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

hab ich seine Früchte unbezahlt gegessen und das Leben der Ackerleute sauer gemacht,

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

so wachsen mir Disteln für Weizen und Dornen für Gerste. Die Worte Hiobs haben ein Ende.