Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

J’avais fait un pacte avec mes yeux, Et je n’aurais pas arrêté mes regards sur une vierge.

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

Quelle part Dieu m’eût-il réservée d’en haut? Quel héritage le Tout-Puissant m’eût-il envoyé des cieux?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

La ruine n’est-elle pas pour le méchant, Et le malheur pour ceux qui commettent l’iniquité?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Dieu n’a-t-il pas connu mes voies? N’a-t-il pas compté tous mes pas?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Si j’ai marché dans le mensonge, Si mon pied a couru vers la fraude,

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Que Dieu me pèse dans des balances justes, Et il reconnaîtra mon intégrité!

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

Si mon pas s’est détourné du droit chemin, Si mon cœur a suivi mes yeux, Si quelque souillure s’est attachée à mes mains,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

Que je sème et qu’un autre moissonne, Et que mes rejetons soient déracinés!

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Si mon cœur a été séduit par une femme, Si j’ai fait le guet à la porte de mon prochain,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

Que ma femme tourne la meule pour un autre, Et que d’autres la déshonorent!

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

Car c’est un crime, Un forfait que punissent les juges;

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

C’est un feu qui dévore jusqu’à la ruine, Et qui aurait détruit toute ma richesse.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Si j’ai méprisé le droit de mon serviteur ou de ma servante Lorsqu’ils étaient en contestation avec moi,

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

Qu’ai-je à faire, quand Dieu se lève? Qu’ai-je à répondre, quand il châtie?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Celui qui m’a créé dans le ventre de ma mère ne l’a-t-il pas créé? Le même Dieu ne nous a-t-il pas formés dans le sein maternel?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Si j’ai refusé aux pauvres ce qu’ils demandaient, Si j’ai fait languir les yeux de la veuve,

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

Si j’ai mangé seul mon pain, Sans que l’orphelin en ait eu sa part,

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

Moi qui l’ai dès ma jeunesse élevé comme un père, Moi qui dès ma naissance ai soutenu la veuve;

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Si j’ai vu le malheureux manquer de vêtements, L’indigent n’avoir point de couverture,

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

Sans que ses reins m’aient béni, Sans qu’il ait été réchauffé par la toison de mes agneaux;

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

Si j’ai levé la main contre l’orphelin, Parce que je me sentais un appui dans les juges;

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Que mon épaule se détache de sa jointure, Que mon bras tombe et qu’il se brise!

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

Car les châtiments de Dieu m’épouvantent, Et je ne puis rien devant sa majesté.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Si j’ai mis dans l’or ma confiance, Si j’ai dit à l’or: Tu es mon espoir;

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

Si je me suis réjoui de la grandeur de mes biens, De la quantité des richesses que j’avais acquises;

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

Si j’ai regardé le soleil quand il brillait, La lune quand elle s’avançait majestueuse,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

Et si mon cœur s’est laissé séduire en secret, Si ma main s’est portée sur ma bouche;

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

C’est encore un crime que doivent punir les juges, Et j’aurais renié le Dieu d’en haut!

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Si j’ai été joyeux du malheur de mon ennemi, Si j’ai sauté d’allégresse quand les revers l’ont atteint,

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

Moi qui n’ai pas permis à ma langue de pécher, De demander sa mort avec imprécation;

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

Si les gens de ma tente ne disaient pas: Où est celui qui n’a pas été rassasié de sa viande?

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

Si l’étranger passait la nuit dehors, Si je n’ouvrais pas ma porte au voyageur;

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Si, comme les hommes, j’ai caché mes transgressions, Et renfermé mes iniquités dans mon sein,

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

Parce que j’avais peur de la multitude, Parce que je craignais le mépris des familles, Me tenant à l’écart et n’osant franchir ma porte…

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Oh! Qui me fera trouver quelqu’un qui m’écoute? Voilà ma défense toute signée: Que le Tout-Puissant me réponde! Qui me donnera la plainte écrite par mon adversaire?

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

Je porterai son écrit sur mon épaule, Je l’attacherai sur mon front comme une couronne;

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

Je lui rendrai compte de tous mes pas, Je m’approcherai de lui comme un prince.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Si ma terre crie contre moi, Et que ses sillons versent des larmes;

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

Si j’en ai mangé le produit sans l’avoir payée, Et que j’aie attristé l’âme de ses anciens maîtres;

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Qu’il y croisse des épines au lieu de froment, Et de l’ivraie au lieu d’orge! Fin des paroles de Job.