Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

J’Avais fait un pacte avec mes yeux: comment aurais-je porté mes regards sur une jeune fille?

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

Quel lot eussé-je attendu de Dieu là-haut, quel sort du Tout-Puissant dans les régions suprêmes?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Le malheur n’est-il pas réservé au malfaiteur, l’infortune aux artisans d’iniquités?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

N’Observe-t-il pas mes voies? Ne compte-t-il point mes pas?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Est-ce que je me comportais avec fausseté, mes pieds couraient-ils au mal?

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Qu’il me pèse donc dans de justes balances, et Dieu reconnaîtra mon intégrité.

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

Si mes pas ont dévié du bon chemin, si mon cœur s’est laissé entraîner par mes yeux, si quelque taché souille mes mains,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

eh bien! Qu’un autre mange ce que je sème, que mes rejetons soient déracinés!

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Si mon cœur a été séduit par une femme, si j’ai fait le guet à la porte de mon prochain,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

que ma propre femme tourne la meule pour un autre! Que des étrangers aient commerce avec elle!

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

Car t’eût été une infamie, un crime puni par les juges,

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

un feu dévorant jusqu’à la perdition, ruinant jusqu’à la racine toute ma récolte.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Ai-je fait fi du droit de mon esclave et de ma servante, dans leurs contestations avec moi?

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

Et qu’aurais-je fait si Dieu fût intervenu, qu’aurais-je répondu s’il m’eût demandé des comptes?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Celui qui m’a formé dans les entrailles maternelles ne l’a-t-il pas formé aussi? N’Est-ce pas le même auteur qui nous a organisés dans la matrice?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Ai-je refusé la demande des pauvres, fait languir les yeux de la veuve?

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

Ai-je mangé, moi seul, mon pain, sans que l’orphelin en eût sa part?

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

Au contraire, dès ma jeunesse, il a grandi avec moi comme avec un père; dès le sein de ma mère, je fus le guide de la veuve.

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Ai-je jamais vu un déshérité privé de vêtements, un indigent n’ayant pas de quoi se couvrir,

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

sans que ses reins eussent occasion de me bénir, sans qu’il fût réchauffé parla toison de mes brebis?

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

Ai-je brandi la main contre l’orphelin, en me voyant des appuis à la Porte?

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Plutôt mon épaule aurait été arrachée à l’omoplate, et mon bras se fût détaché de l’humérus.

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

Car je redoute le châtiment infligé par Dieu, je ne saurais résister à sa grandeur.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Ai-je mis ma confiance dans l’or, ai-je dit au métal fin: "Tu es mon espoir?"

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

Me suis-je réjoui de posséder de grandes richesses, d’avoir mis la main sur d’immenses trésors?

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

Est-ce qu’en voyant briller le soleil, la lune cheminer avec majesté,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

mon cœur a été secrètement séduit, et ai-je présenté ma main aux baisers de ma bouche?

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

Cela aussi eût été un crime capital, car j’eusse renié le Dieu fort d’en haut.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Ai-je triomphé de la ruine de mes ennemis, exulté de joie lorsque le malheur l’atteignait?

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

Jamais je n’ai induit mon palais en faute, en demandant sa mort par des imprécations.

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

Est-ce que les hôtes de ma maison n’ont pas dit: "Ah! Est-il quelqu’un qui ne soit nourri à satiété de ses aliments?"

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

Jamais l’étranger n’a passe la nuit dans la rue, j’ouvrais ma porte au voyageur.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Ai-je dissimulé mes fautes comme les gens vulgaires, renfermé mes méfaits dans le secret de ma conscience?

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

Ai-je eu peur de la grande foule, redouté le mépris des familles au point de rester coi, sans franchir le seuil de ma porte?

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Ah! Que n’ai-je quelqu’un qui m’écoute! Voici ma signature: que le Tout-Puissant me réponde! Que mon adversaire rédige son mémoire!

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

Je le porterais sur mon épaule, je m’en parerais comme d’une couronne.

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

Je lui détaillerais le nombre de mes pas, je l’aborderais comme un prince.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Est-ce que mes terres crient vengeance contre moi, et leurs sillons se répandent-ils ensemble en larmes?

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

Est-ce que j’en ai dévoré le produit, sans le payer de mon argent? Ai-je arraché des plaintes aux légitimes propriétaires?

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Si oui, que les ronces y poussent au lieu de froment, et au lieu d’orge l’ivraie! Ici se terminent les paroles de Job.