Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

I made a covenant with mine eyes; How then could I gaze upon a maid?

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

For what is the portion appointed by God from above, And the inheritance allotted by the Almighty from on high?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Is not destruction for the wicked, And ruin for the workers of iniquity?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Doth He not see my ways, And number all my steps?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

If I have walked with falsehood, And if my foot hath hasted to deceit,

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Let him weigh me in an even balance; Yea, let God know my integrity!

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

If my steps have turned aside from the way, And my heart gone after mine eyes, Or if any stain hath cleaved to my hand,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

Then I may sow, and another eat; And what I plant, may it be rooted up!

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

If my heart hath been enticed by a woman, Or if I have watched at my neighbor's door,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

Then let my wife grind for another, And let other men lie with her!

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

For this were a heinous crime, Even a transgression to be punished by the judges;

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

Yea, it were a fire that would consume to destruction, And root out all my increase.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

If I have refused justice to my man-servant or maid-servant, When they had a controversy with me,

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

Then what shall I do when God riseth up? And when he visiteth, what shall I answer him?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Did not He that made me in the womb make him? Did not one fashion us in the womb?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

If I have refused the poor their desire, And caused the eyes of the widow to fail;

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

If I have eaten my morsel alone, And the fatherless hath not partaken of it;

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

(Nay, from my youth he grew up with me as with a father, And I have helped the widow from my mother's womb; )

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

If I have seen any one perishing for want of clothing, Or any poor man without covering;

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

If his loins have not blessed me, And he hath not been warmed with the fleece of my sheep;

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

If I have shaken my hand against the fatherless, Because I saw my help in the gate, —

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Then may my shoulder fill from its blade, And my fore-arm be broken from its bone!

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

For destruction from God was a terror to me, And before his majesty I could do nothing.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

If I have made gold my trust, Or said to the fine gold, Thou art my confidence;

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

If I have rejoiced, because my wealth was great, And my hand had found abundance;

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

If I have beheld the sun in his splendor, Or the moon advancing in brightness,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

And my heart hath been secretly enticed, And my mouth hath kissed my hand,

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

This also were a crime to be punished by the judge; For I should have denied the God who is above.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

If I have rejoiced at the destruction of him that hated me, And exulted when evil came upon him;

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

(Nay, I have not suffered my mouth to sin, By asking with curses his life; )

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

If the men of my tent have not exclaimed, “Who is there that hath not been satisfied with his meat?”

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

The stranger did not lodge in the street; I opened my doors to the traveller.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Have I, after the manner of men, hidden my transgression, Concealing my iniquity in my bosom,

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

Then let me be confounded before the great multitude! Let the contempt of families cover me with shame! Yea, let me keep silence! let me never appear abroad!

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

O that there were one who would hear me! Behold my signature! let the Almighty answer me. And let mine adversary write down his charge!

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

Truly I would wear it upon my shoulder; I would bind it upon me as a crown.

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

I would disclose to him all my steps; I would approach him like a prince.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

If my land cry out against me, And its furrows bewail together;

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

If I have eaten of its fruits without payment, And wrung out the life of its owners,

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Let thorns grow up instead of wheat, And noxious weeds instead of barley. The words of Job are ended.