Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

I made a covenant with mine eyes; how then should I look upon a maid?

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

For what would be the portion of God from above, and the heritage of the Almighty from on high?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Is it not calamity to the unrighteous, and disaster to the workers of iniquity?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Doth not He see my ways, and count all my steps?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

If I have walked with vanity, and my foot hath hasted to deceit —

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Let me be weighed in a just balance, that God may know mine integrity —

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

If my step hath turned out of the way, and my heart walked after mine eyes, and if any spot hath cleaved to my hands;

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

Then let me sow, and let another eat; yea, let the produce of my field be rooted out.

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

If my heart have been enticed unto a woman, and I have lain in wait at my neighbour's door;

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

Then let my wife grind unto another, and let others bow down upon her.

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

For that were a heinous crime; yea, it were an iniquity to be punished by the judges.

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

For it is a fire that consumeth unto destruction, and would root out all mine increase.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

If I did despise the cause of my man-servant, or of my maid-servant, when they contended with me —

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

What then shall I do when God riseth up? And when He remembereth, what shall I answer Him?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Did not He that made me in the womb make him? And did not One fashion us in the womb?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

If I have withheld aught that the poor desired, or have caused the eyes of the widow to fail;

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

Or have eaten my morsel myself alone, and the fatherless hath not eaten thereof —

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

Nay, from my youth he grew up with me as with a father, and I have been her guide from my mother's womb.

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

If I have seen any wanderer in want of clothing, or that the needy had no covering;

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

If his loins have not blessed me, and if he were not warmed with the fleece of my sheep;

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

If I have lifted up my hand against the fatherless, because I saw my help in the gate;

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Then let my shoulder fall from the shoulder-blade, and mine arm be broken from the bone.

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

For calamity from God was a terror to me, and by reason of His majesty I could do nothing.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

If I have made gold my hope, and have said to the fine gold: 'Thou art my confidence';

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

If I rejoiced because my wealth was great, and because my hand had gotten much;

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

If I beheld the sun when it shined, or the moon walking in brightness;

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

And my heart hath been secretly enticed, and my mouth hath kissed my hand;

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

This also were an iniquity to be punished by the judges; for I should have lied to God that is above.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

If I rejoiced at the destruction of him that hated me, or exulted when evil found him —

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

Yea, I suffered not my mouth to sin by asking his life with a curse.

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

If the men of my tent said not: 'Who can find one that hath not been satisfied with his meat?'

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

The stranger did not lodge in the street; my doors I opened to the roadside.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

If after the manner of men I covered my transgressions, by hiding mine iniquity in my bosom —

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

Because I feared the great multitude, and the most contemptible among families terrified me, so that I kept silence, and went not out of the door.

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Oh that I had one to hear me! — Lo, here is my signature, let the Almighty answer me — and that I had the indictment which mine adversary hath written!

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

Surely I would carry it upon my shoulder; I would bind it unto me as a crown.

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

I would declare unto him the number of my steps; as a prince would I go near unto him.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

If my land cry out against me, and the furrows thereof weep together;

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

If I have eaten the fruits thereof without money, or have caused the tillers thereof to be disappointed —

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Let thistles grow instead of wheat, and noisome weeds instead of barley. The words of Job are ended.