Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.