Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

I made a covenant with my eyes, that I would not so much as think upon a virgin.

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

For what part should God from above have in me, and what inheritance the Almighty from on high?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Is not destruction to the wicked, and aversion to them that work iniquity?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Doth not he consider my ways, and number all my steps?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

If I have walked in vanity, and my foot hath made haste to deceit:

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Let him weigh me in a just balance, and let God know my simplicity.

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

If my step hath turned out of the way, and if my heart hath followed my eyes, and if a spot hath cleaved to my hands:

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

Then let me sow and let another eat: and let my offspring be rooted out.

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

If my heart hath been deceived upon a woman, and if I have laid wait at my friend’s door:

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

Let my wife be the harlot of another, and let other men lie with her.

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

For this is a heinous crime, and a most grievous iniquity.

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

It is a fire that devoureth even to destruction, and rooteth up all things that spring.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

If I have despised to abide judgment with my manservant, or my maidservant, when they had any controversy against me:

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

For what shall I do when God shall rise to judge? and when he shall examine, what shall I answer him?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Did not he that made me in the womb make him also: and did not one and the same form me in the womb?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

If I have denied to the poor what they desired, and have made the eyes of the widow wait:

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

If I have eaten my morsel alone, and the fatherless hath not eaten thereof:

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

(For from my infancy mercy grew up with me: and it came out with me from my mother’s womb: )

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

If I have despised him that was perishing for want of clothing, and the poor man that had no covering:

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

If his sides have not blessed me, and if he were not warmed with the fleece of my sheep:

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

If I have lifted up my hand against the fatherless, even when I saw myself superior in the gate:

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

Let my shoulder fall from its joint, and let my arm with its bones be broken.

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

For I have always feared God as waves swelling over me, and his weight I was not able to bear.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

If I have thought gold my strength, and have said to fine gold: My confidence:

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

If I have rejoiced over my great riches, and because my hand had gotten much.

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

If I beheld the sun when it shined, and the moon going in brightness:

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

And my heart in secret hath rejoiced, and I have kissed my hand with my mouth:

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

Which is a very great iniquity, and a denial against the most high God.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

If I have been glad at the downfall of him that hated me, and have rejoiced that evil had found him.

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

For I have not given my mouth to sin, by wishing a curse to his soul.

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

If the men of my tabernacle have not said: Who will give us of his flesh that we may be filled?

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

The stranger did not stay without, my door was open to the traveller.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

If as a man I have hid my sin, and have concealed my iniquity in my bosom.

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

If I have been afraid at a very great multitude, and the contempt of kinsmen hath terrified me: and I have not rather held my peace, and not gone out of the door.

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Who would grant me a hearer, that the Almighty may hear my desire; and that he himself that judgeth would write a book,

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

That I may carry it on my shoulder, and put it about me as a crown?

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

At every step of mine I would pronounce it, and offer it as to a prince.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

If my land cry against me, and with it the furrows thereof mourn:

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

If I have eaten the fruits thereof without money, and have afflicted the soul of the tillers thereof:

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

Let thistles grow up to me instead of wheat, and thorns instead of barley.