Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.