Job 31

1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?

Sa svojim očima savez sam sklopio da pogledat neću nijednu djevicu.

2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?

A što mi je Bog odozgo dosudio, kakva mi je baština od Svesilnoga?

3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?

TÓa nije li nesreća za opakoga, a nevolja za one koji zlo čine?

4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Ne proniče li on sve moje putove, ne prebraja li on sve moje korake?

5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,

Zar sam ikad u društvu laži hodio, zar mi je noga k prijevari hitjela?

6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —

Nek' me na ispravnoj mjeri Bog izmjeri pa će uvidjeti neporočnost moju!

7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:

Ako mi je korak s puta kad zašao, ako mi se srce za okom povelo, ako mi je ljaga ruke okaljala,

8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.

neka drugi jede što sam posijao, neka sve moje iskorijene izdanke!

9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:

Ako mi zavede srce žena neka, ako za vratima svog bližnjeg kad vrebah,

10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.

neka moja žena drugom mlin okreće, neka s drugim svoju podijeli postelju!

11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;

Djelo bestidno time bih počinio, zločin kojem pravda treba da presudi,

12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.

užego vatru što žeže do Propasti i što bi svu moju sažgala ljetinu.

13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;

Ako kada prezreh pravo sluge svoga il' služavke, sa mnom kad su se parbili,

14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?

što ću učiniti kada Bog ustane? Što ću odvratit' kad račun zatraži?

15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —

Zar nas oba on ne stvori u utrobi i jednako sazda u krilu majčinu?

16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,

Ogluših li se na molbe siromaha ili rasplakah oči udovičine?

17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;

Jesam li kada sam svoj jeo zalogaj a da ga nisam sa sirotom dijelio?

18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —

TÓa od mladosti k'o otac sam mu bio, vodio sam ga od krila materina!

19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;

Zar sam beskućnika vidio bez odjeće ili siromaha kog bez pokrivača

20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;

a da mu bedra ne blagosloviše mene kad se runom mojih ovaca ogrija?

21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:

Ako sam ruku na nevina podigao znajuć' da mi je na vratima branitelj,

22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!

nek' se rame moje od pleća odvali i neka mi ruka od lakta otpadne!

23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.

Jer strahote Božje na mene bi pale, njegovu ne bih odolio veličanstvu.

24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;

Zar sam u zlato pouzdanje stavio i rekao zlatu: 'Sigurnosti moja!'

25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;

Zar sam se veliku blagu radovao, bogatstvima koja su mi stekle ruke?

26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,

Zar se, gledajući sunce kako blista i kako mjesec sjajni nebom putuje,

27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:

moje srce dalo potajno zavesti da bih rukom njima poljubac poslao?

28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!

Grijeh bi to bio što za sudom vapije, jer Boga višnjega bih se odrekao.

29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;

Zar se obradovah nevolji dušmana i likovah kad ga je zlo zadesilo,

30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —

ja koji ne dadoh griješiti jeziku, proklinjući ga i želeći da umre?

31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?

Ne govorahu li ljudi mog šatora: 'TÓa koga nije on mesom nasitio'?

32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —

Nikad nije stranac vani noćivao, putniku sam svoja otvarao vrata.

33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,

Zar sam grijehe svoje ljudima tajio, zar sam u grudima skrivao krivicu

34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —

jer sam se plašio govorkanja mnoštva i strahovao od prezira plemenskog te sam mučao ne prelazeć' svoga praga?

35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;

O, kad bi koga bilo da mene sasluša! Posljednju sam svoju riječ ja izrekao: na Svesilnom je sad da mi odgovori! Nek' mi optužnicu napiše protivnik,

36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!

i ja ću je nosit' na svome ramenu, čelo ću njome k'o krunom uresit'.

37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.

Dat ću mu račun o svojim koracima i poput kneza pred njega ću stupiti.”

38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;

Ako je na me zemlja moja vikala, ako su s njom brazde njezine plakale;

39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:

ako sam plodove jeo ne plativši i ako sam joj ojadio ratare,

40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.

[40a] neka mjesto žita po njoj niče korov, a mjesto ječma nek' posvud kukolj raste! [40b] Konac riječi Jobovih.