Job 31
1 Jeg gjorde en Pagt med mine Øjne, og hvad skulde jeg agte paa en Jomfru?
Paipi te ka mik neh ka saii dongah, me tlam lae oila te ka yakming eh?
2 Og hvad for en Lod vilde Gud have givet ovenfra og hvad for en Arv den Almægtige fra det høje?
A so lamkah Pathen khoyo neh, hmuensang lamkah Tlungthang rho te menim?
3 Mon ikke Ulykke er beredt for den uretfærdige og Undergang for dem, som gøre Uret?
Boethae ham rhainah neh boethae aka saii ham yoethaenah moenih a?
4 Mon han ikke ser mine Veje og tæller alle mine Skridt?
Amah loh ka longpuei a hmuh tih ka khokan boeih he a tae moenih a?
5 Dersom jeg har vandret med Falskhed, og min Fod har hastet til Svig,
A poeyoek taengah ka pongpa tih, ka kho loh a hlangthai palat taengla a tawn uh atah,
6 — han veje mig paa Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud kende min Uskyldighed —
Duengnah cooi dongah kai n'khiing saeh lamtah, Pathen loh ka muelhtuetnah ming saeh.
7 dersom min Gang har bøjet af fra Vejen, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øjne, og en Plet har klæbet ved mine Hænder:
Longpuei lamloh ka khokan a buung atah, ka mik hnukah ka lungbuei cet tih, ka kut dongah a lolhmaih a kap atah,
8 Da gid jeg maa saa, men en anden æde, og mit Afkom maa oprykkes med Rod.
ka soem vaengah a tloe loh ca saeh lamtah, ka cadil rhoek te ha uh saeh.
9 Dersom mit Hjerte er forlokket til en Kvinde, og jeg har luret ved min Næstes Dør:
Huta loh ka lungbuei a hlae tih, ka hui kah thohka ah ka rhongngol atah,
10 Da gid min Hustru maa male for en anden, og andre bøje sig over hende.
Ka yuu loh a tloe la kuelh saeh lamtah, a taengah hlang tloe bakop mai saeh.
11 Thi det var en Skændselsgerning, og det var en Misgerning, som hørte hen for Dommerne;
Te dongah te khonuen rhamtat neh, te te thaesainah rhokhan ni.
12 thi det var en Ild, som fortærede indtil Afgrunden, og som skulde have oprykket al min Afgrøde med Rode.
Te hmai loh Abaddon duela a hlawp tih, ka cangvuei te boeih ha.
13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig;
Ka salpa neh ka salnu loh kai taengah, a tuituk vaengah tiktamnah ka hnawt atah,
14 — og hvad vilde jeg gøre, naar Gud vilde opstaa? og naar han vilde hjemsøge, hvad skulde jeg svare ham?
Pathen a thoh vaengah balae ka saii vetih, n'hip vaengah amah te metlam ol ka mael eh?
15 har ikke han, som skabte mig i Moders Liv, skabt ham? og har ikke en og den samme beredt os i Moderskød? —
Bungko khuiah kai aka saii loh anih a saii moenih a? Kaimih he bung khuiah pakhat la n'cuen sak.
16 dersom jeg har nægtet de ringe deres Begæring og ladet Enkens Øjne vansmægte,
Tattloel kah kongaih te ka hloh pah tih, nuhmai mik te ka khah sak koinih,
17 og jeg har ædt min Mundbid for mig alene, saa at den faderløse ikke aad deraf;
Kamah buhkam te kamah bueng loh ka caak tih, cadah loh ca pawt koinih,
18 — tværtimod, han er opvokset hos mig som hos en Fader fra min Ungdom af, og hende ledede jeg, fra min Moders Liv af —
Ka camoe lamloh napa bangla ka taengah pantai tih, nuhmai khaw a nu bung lamloh ka mawt.
19 dersom jeg har set en forkommen, uden Klæder, og at den fattige intet Dække havde;
Pueinak mueh tih himbai tling la aka milh, khodaeng te ka hmuh mai tih,
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, medens han varmede sig ved Ulden af mine Faar;
A pumpu a pumpu ah kai n'uem uh vaengah, ka tu mul neh ka hlung pawt mai koinih,
21 dersom jeg har løftet min Haand imod den faderløse, fordi jeg saa Hjælp for mig i Porten:
Vongka ah kai bomkung te ka hmuh vaengah, ka kut he cadah soah ka thueng atah,
22 Da gid min Skulder maa falde fra Skulderbladet, og min Arm brydes fra Armpiben!
ka laengpang he a hnuk lamloh rhul saeh lamtah ka ban a cung dong lamloh tlawt mai saeh.
23 Thi en Rædsel vilde være kommen over mig, en Ulykke fra Gud, og imod hans Højhed formaaede jeg intet.
Pathen taengkah rhainah te, kai ham ka birhihnah la a om dongah, a boeimangnah te ka noeng moenih.
24 Dersom jeg har sat Guld til mit Haab eller sagt til det kostelige Guld: Du er min Tillid;
Sui te ka uepnah la ka khueh tih, sui cilh te ka pangtungnah la ka thui koinih,
25 dersom jeg har glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt;
Ka thadueng len tih ka kut loh a khuet la a hmuh dongah ka kokhahnah atah,
26 dersom jeg har set til Sollyset, naar det skinnede, eller til Maanen, naar den gaar herlig,
Vangnah dongah a thangthen tih hla vang a thoeih te ka hmuh vaengah,
27 og mit Hjerte har ladet sig forlokke i Løndom, saa at min Mund kyssede min Haand:
ka lungbuei he yinhnuk ah hloih tih ka kut loh ka ka te mok koinih.
28 — Ogsaa dette havde været en Misgerning, som hørte hen under Dommerne; thi jeg havde hyklet for Gud i det høje —!
He khaw a so kah Pathen taengah, ka basa la om vetih thaesainah lai la om ni.
29 dersom jeg har glædet mig over min Fjendes Undergang og jublet, naar Ulykken ramte ham;
Ka lunguet kah yoethaenah dongah ka kohoe tih yoethae loh anih taengla a thoeng te ka haenghang puei atah,
30 — men jeg tilstedede ikke min Gane at synde, saa at jeg under Forbandelse begærede hans Sjæl —
A hinglu te thaephoeinah neh hoe hamla ka ka he laihmu la ka khueh aih moenih.
31 dersom ikke Mændene i mit Telt have sagt: Hvor finder man nogen, som ikke er bleven mæt af hans Kød?
Ka dap kah hlang rhoek loh, “U long nim a maeh te a cung pawt la a paek eh?” a ti uh moenih a?
32 — den fremmede maatte ikke ligge udenfor om Natten, jeg lod mine Døre op for vejfarende —
Ka thohkhaih kah yinlai te caehlong ka ong pah tih, vongvoel ah a rhaeh moenih.
33 dersom jeg har skjult mine Overtrædelser som Adam og dulgt min Misgerning i min Barm,
Hlang bangla ka boekoeknah ka dah tih, kai kah thaesainah he ka thindang ah ka det mai akhaw,
34 fordi jeg frygtede den store Hob, og Slægters Foragt kunde have forfærdet mig, saa at jeg tav og ikke gik ud af en Dør —
hlangping te yet taengah ka sarhing tih, huiko kah nueihbu loh kai n'rhihyawp sak. Te dongah ka kuemsuem tih, thohka la ka moe pawh.
35 Havde jeg dog den, som vilde høre paa mig! se her min Underskrift — den Almægtige svare mig — og her den Klage, min Modpart har opsat;
Kai taengkah aka hnatun la kamah taengah u long nim m'paek lah mako? Ka kutha he Tlungthang loh kai n'doo saeh lamtah ka tuituknah he hlang loh cabu la daek saeh.
36 sandelig, jeg skulde tage den paa min Skulder, jeg skulde binde den omkring mig som et Hovedsmykke!
Te te ka laengpang ah ka koh vetih te te ka soah rhuisam la ka laikoeinah het mahpawt nim?
37 Jeg vil tilkendegive ham ethvert af mine Skridt, som en Fyrste vil jeg nærme mig ham.
Ka khokan tarhing la a taengah ka puen lah vetih anih te rhaengsang bangla ka paan lah mako.
38 Dersom min Ager raaber imod mig, og alle dens Furer græde;
Ka khohmuen loh kai m'pang thil tih a kong te rhenten rhap koinih,
39 dersom jeg har fortæret dens Grøde uden at have betalt den og udblæst Sjælen fra dens Ejermand:
A thadueng te tangka mueh la ka caak tih, a kungmah kah hinglu ka yawn sak atah,
40 Gid da vokse Tjørn i Stedet for Hvede, og Ukrudt i Stedet for Byg; — Jobs Ord have Ende.
Cang yueng la mutlo hling, cangtun yueng la saeldol khaw poe saeh,” a ti. Job kah ol bawt coeng.
