Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.