Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
— «Biraq hazir bolsa, yashlar méni mazaq qilidu, Ularning dadilirini hetta padamni baqidighan itlar bilen bille ishleshke yol qoyushnimu yaman körettim.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Ularning maghduri ketkendin kéyin, Qolidiki küch manga néme payda yetküzelisun?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Yoqsuzluq hem achliqtin yiglep ketken, Ular uzundin buyan chölderep ketken desht-bayawanda quruq yerni ghajaydu.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Ular emen-shiwaqni chatqallar arisidin yulidu, Shumbuyining yiltizlirinimu térip özlirige nan qilidu.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Ular el-yurtlardin heydiwétilgen bolidu, Kishiler ularni körüpla oghrini körgendek warqirap tillaydu.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Shuning bilen ular sürlük jilghilarda qonup, Tashlar arisida, gharlar ichide yashashqa mejbur bolidu.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Chatqalliq arisida ular hangrap kétidu, Tikenler astida ular dügdiyip olturishidu;
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Nadanlarning, nam-abruyisizlarning baliliri, Ular zémindin sürtoqay heydiwétilgen.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Men hazir bolsam bularning hejwiy naxshisi, Hetta söz-chöchikining destiki bolup qaldim!
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Ular mendin nepretlinip, Mendin yiraq turup, Yüzümge tükürüshtinmu yanmaydu.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Chünki [Xuda] méning hayat rishtimni üzüp, méni japagha chömdürgen, Shuning bilen shu ademler aldimda tizginlirini éliwetken.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Ong yénimda bir top chüprende yashlar ornidin turup, Ular putumni turghan yéridin ittiriwetmekchi, Ular sépilimgha hujum pelempeylirini kötürüp turidu;
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Ular yolumni buzuwétidu, Ularning héch yölenchüki bolmisimu, Halakitimni ilgiri sürmekte.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Ular sépilning keng bösük jayidin bösüp kirgendek kirishidu; Weyranilikimdin paydilinip chong tashlardek domilap kirishidu.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Wehimiler burulup méni öz nishani qilghan; Shuning bilen hörmitim shamal ötüp yoq bolghandek heydiwétildi, Awatchiliqimmu bulut ötüp ketkendek ötüp ketti.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Hazir bolsa jénim qachidin tökülüp ketkendek; Azabliq künler méni tutuwaldi.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Kéchiler bolsa, manga söngeklirimgiche sanjimaqta; Aghriqlirim méni chishlep dem almaydu.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
[Aghriqlar] zor küchi bilen manga kiyim-kéchikimdek boldi; Ular könglikimning yaqisidek manga chaplishiwaldi.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Xuda méni sazliqqa tashliwetken, Men topa-changgha we külge oxshash bolup qaldim.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Men Sanga nale-peryad kötürmektimen, Biraq Sen manga jawab bermeysen; Men ornumdin tursam, Sen peqetla manga qarapla qoyisen.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Sen özgirip manga bir zalim boldung; Qolungning küchi bilen manga zerbe qiliwatisen;
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Sen méni kötürüp Shamalgha mindürgensen; Boran-chapqunda teelluqatimni yoq qiliwetkensen.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Chünki Sen méni axirida ölümge, Yeni barliq hayat igilirining «yighilish öyi»ge keltürüwatisen.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
U halak qilghan waqtida kishiler nale-peryad kötürsimu, U qolini uzatqanda, duaning derweqe héchqandaq netijisi yoq;
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Men künliri tes kishi üchün yighlap [dua qilghan] emesmu? Namratlar üchün jénim azablanmidimu?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Men özüm yaxshiliq kütüp yürginim bilen, yamanliq kélip qaldi; Nur kütkinim bilen, qarangghuluq keldi.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Ichim qazandek qaynap, aramliq tapmaywatidu; Azabliq künler manga yüzlendi.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Men quyash nurini körmeymu qaridap yürmektimen; Xalayiq arisida men ornumdin turup, nale-peryad kötürimen.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Men chilbörilerge qérindash bolup qaldim, Huwqushlarning hemrahi boldum.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Térem qariyip mendin ajrap kétiwatidu, Söngeklirim qiziqtin köyüp kétiwatidu.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Chiltarimdin matem mersiyesi chiqidu, Néyimning awazi haza tutquchilarning yighisigha aylinip qaldi».
