< Job 30 >

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
MAS ahora los más mozos de días que yo, se ríen de mí; cuyos padres yo desdeñara ponerlos con los perros de mi ganado.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Porque ¿para qué yo habría menester la fuerza de sus manos, en los cuales había perecido con el tiempo?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Por causa de la pobreza y del hambre [andaban] solos; huían á la soledad, á lugar tenebroso, asolado y desierto.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Que cogían malvas entre los arbustos, y raíces de enebro para calentarse.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Eran echados de entre [las gentes], y todos les daban grita como al ladrón.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Habitaban en las barrancas de los arroyos, en las cavernas de la tierra, y en las rocas.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Bramaban entre las matas, y se reunían debajo de las espinas.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Hijos de viles, y hombres sin nombre, más bajos que la misma tierra.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Y ahora yo soy su canción, y he sido hecho su refrán.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Abomínanme, aléjanse de mí, y aun de mi rostro no detuvieron su saliva.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Porque [Dios] desató mi cuerda, y me afligió, por eso se desenfrenaron delante de mi rostro.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
A la mano derecha se levantaron los jóvenes; empujaron mis pies, y sentaron contra mí las vías de su ruina.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Mi senda desbarataron, aprovecháronse de mi quebrantamiento, contra los cuales no hubo ayudador.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Vinieron como por portillo ancho, revolviéronse á [mi] calamidad.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Hanse revuelto turbaciones sobre mí; combatieron como viento mi alma, y mi salud pasó como nube.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Y ahora mi alma está derramada en mí; días de aflicción me han aprehendido.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
De noche taladra sobre mí mis huesos, y mis pulsos no reposan.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Con la grande copia [de materia] mi vestidura está demudada; cíñeme como el cuello de mi túnica.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Derribóme en el lodo, y soy semejante al polvo y á la ceniza.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Clamo á ti, y no me oyes; preséntome, y no me atiendes.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Haste tornado cruel para mí: con la fortaleza de tu mano me amenazas.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Levantásteme, é hicísteme cabalgar sobre el viento, y disolviste mi sustancia.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Porque yo conozco que me reduces á la muerte; y á la casa determinada á todo viviente.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Mas él no extenderá la mano contra el sepulcro; ¿clamarán [los sepultados] cuando él los quebrantare?
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
¿No lloré yo al afligido? Y mi alma ¿no se entristeció sobre el menesteroso?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Cuando esperaba yo el bien, entonces vino el mal; y cuando esperaba luz, la oscuridad vino.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Mis entrañas hierven, y no reposan; días de aflicción me han sobrecogido.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Denegrido ando, y no por el sol: levantádome he en la congregación, y clamado.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
He venido á ser hermano de los dragones, y compañero de los buhos.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Mi piel está denegrida sobre mí, y mis huesos se secaron con ardentía.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Y hase tornado mi arpa en luto, y mi órgano en voz de lamentadores.

< Job 30 >