< Job 30 >
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Pero ahora, se burlan de mí los que son más jóvenes que yo, a cuyos antepasados yo rehusé dejar con los perros de mi rebaño,
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
pues ¿para qué me servía la fuerza de sus manos, si su edad madura y su vigor perecieron?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Están anémicos a causa de la miseria y el hambre. Roen la tierra reseca y huyen a la desolación, al lugar tenebroso y despoblado.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Arrancan malvas entre los matorrales y se alimentan con raíces de enebro.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Están expulsados de la comunidad. Contra ellos gritan como a ladrones.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Viven en barrancos espantosos, en cuevas de la tierra y en las peñas.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Aúllan entre los matorrales y se apiñan bajo las ortigas.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Generación de necios, generación sin nombre, echados a latigazos de esta tierra.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
¡Y ahora soy su motivo de mofa y les sirvo de refrán!
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Me repugnan y se alejan de mí. De mi presencia no refrenan su saliva.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Porque Él aflojó la cuerda de mi arco y me afligió, ellos se quitaron el freno frente a mí.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
A mi derecha se levanta el populacho, enredan mis pies, me preparan caminos destructivos,
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
desbaratan mi senda, se aprovechan de mi calamidad y nadie los restringe.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Vienen como abridores de amplia brecha [en el muro] y en medio de la ruinosa tormenta se abalanzan contra mi calamidad.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Los terrores me asaltan de repente, combatieron mi honor como el viento y mi prosperidad desapareció como nube.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Ahora mi alma se me derrama. Los días de aflicción se apoderaron de mí.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
La noche me taladra los huesos y los dolores que me corroen no descansan.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Una fuerza poderosa desfiguró mi ropa y me aprieta como el cuello de mi abrigo.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Me derribó en el lodo. Quedé como el polvo y la ceniza.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Clamo a Ti, y no me respondes. Me presento, y Tú no me atiendes.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Te volviste cruel conmigo y me persigues con la fuerza de tu mano.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Me levantas, me haces cabalgar sobre el viento y me deshaces en la tormenta.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Porque yo sé que me conduces a la muerte, a la casa de reunión para todos los vivientes.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
¿Sin embargo no extiendes tu mano al que está sobre una pila de ruinas o en su desastre, y por tanto pide socorro?
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
¿No lloré por el afligido? ¿No tuvo compasión mi alma del menesteroso?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Pero cuando esperaba el bien, me vino el mal. Cuando esperaba luz, me vino oscuridad.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Mis órganos internos se agitan y no reposan. Me confrontan días de aflicción.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Ando ennegrecido, y no por el sol. Me levanto en la congregación y pido ayuda.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Soy hermano de chacales y compañero de avestruces.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Mi piel ennegrecida se me cae, y mis huesos arden de calor.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Por tanto, mi arpa se convirtió en lamento, y mi flauta es la voz de los que lloran.