< Job 30 >
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Pero ahora se ríen de mí personas mucho más jóvenes que yo; personas a cuyos padres no pondría a trabajar con mis perros pastores.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Son demasiado débiles para serme útiles y están agotados.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Adelgazados por el hambre y la necesidad, tratan de comer la tierra seca en el desierto oscuro y desolado.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Allí recogen hierbas del desierto y las hojas de los arbustos, y comen las raíces de las retamas.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Fueron expulsados de la comunidad.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
La gente gritaba tras ellos como si fueran ladrones. Tienen que vivir en barrancos peligrosos, en cuevas y entre las rocas.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Gritan como animales entre los arbustos; se acurrucan entre la maleza para refugiarse.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Son gente insensata, sin nombre, que ha sido expulsada de la tierra.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Pero ahora se burlan de mí en sus cantos; ¡me he convertido en un chiste para ellos!
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Me desprecian y rehúyen; no dudan en escupirme a la cara.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Dios ha aflojado la cuerda de mi arco y me ha humillado.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
La chusma se levanta contra mí, y me hace correr; como una ciudad sitiada planifican formas de destruirme.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Cortan mi vía de escape; provocan mi caída y lo hacen sin ayuda de nadie.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Entran por una amplia brecha; se precipitan mientras el muro se derrumba.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Me invaden los terrores; mi honor se lo lleva el viento; mi salvación se desvanece como una nube.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Y ahora mi vida se desvanece; cada día la desesperación me atenaza.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Por la noche mis huesos agonizan; el dolor me roe y no cesa.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Dios me agarra bruscamente por la ropa; me tira del cuello de la camisa.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Me ha arrojado al barro; me ha humillado como polvo y ceniza.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Dios, clamo a ti, pero no respondes; me presento ante ti, pero ni siquiera te fijas en mí.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Te has vuelto cruel conmigo; usas tu poder para hacerme sufrir.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Me levantas y me llevas en el viento; me arrojas en el torbellino.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Sé que me llevas a la muerte, al lugar donde van todos los vivos.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
¿Quién querría dar una patada a un hombre cuando está abatido, cuando claman por ayuda en su momento de dificultad?
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
¿No lloré por los que pasaban por momentos difíciles? ¿No me afligí por lo que sufrían los pobres?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Pero cuando busqué el bien, sólo vino el mal, y cuando esperé la luz, todo lo que vino fue oscuridad.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
En mi interior hay confusión, nunca se detiene; me enfrento a días de desesperación.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Estoy tan deprimido; ver el sol no ayuda. Me pongo de pie en la asamblea y clamo por ayuda.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Soy como un hermano de los chacales, un compañero de los búhos.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Mi piel se ennegrece sobre mí; y mis huesos arden dentro de mí.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Mi lira sólo toca canciones tristes, y mi pipa es la voz de los que lloran.