Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

Toda sedaj me imajo tisti, ki so mlajši od mene, v posmeh, katerih očete bi preziral, da jih postavim s psi svojega tropa.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Da, kako naj mi moč njihovih rok koristi, zrelost je odšla od njih?

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

Zaradi potrebe in lakote so bili osamljeni. Bežijo v divjino, v prejšnjem času zapuščeno in opustošeno.

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

Ki sekajo egiptovsko špinačo pri grmih in brinove korenine so njihova hrana.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Pregnani so bili izmed ljudi (za njimi so vpili kakor za tatom),

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

da prebivajo v pečinah dolin, v zemeljskih votlinah in v skalah.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

Med grmovjem so rigali, pod koprivami so bili zbrani skupaj.

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

Bili so otroci bedakov, da, otroci nizkotnih mož, bili so zlobnejši kakor zemlja.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

Sedaj sem njihova pesem, da, jaz sem njihova tarča posmeha.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

Prezirajo me, bežijo daleč od mene in ne prizanašajo mi pljunka v moj obraz.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

Ker je odvezal mojo vrvico in me prizadel, so tudi oni popustili uzdo pred menoj.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

Na moji desni roki vstaja mladina. Moja stopala odrivajo in zoper mene so dvignili poti svojega uničenja.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

Škodujejo moji stezi, postavili so mojo katastrofo, nobenega pomočnika nimajo.

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

Prišli so nadme kakor [skozi] široko vrzel vodá. V opustošenju so se zgrnili nadme.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Strahote so se zgrnile nadme. Mojo dušo zasledujejo kakor veter in moja blaginja mineva kakor oblak.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

Sedaj je moja duša izlita nadme, polastili so se me dnevi stiske.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Moje kosti so prebodene v meni v nočnem obdobju in moje kite nimajo počitka.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Z veliko silo moje bolezni je moja obleka spremenjena; naokoli me veže kakor ovratnik mojega plašča.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Vrgel me je v blato in postal sem podoben prahu in pepelu.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Kličem k tebi, ti pa me ne slišiš. Vstanem, ti pa se ne oziraš name.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Do mene si postal krut; s svojo močno roko se nastrojuješ zoper mene.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Vzdiguješ me k vetru, povzročaš mi, da jaham na njem in raztapljaš moje imetje.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

Kajti vem, da me boš privedel k smrti in k hiši, določeni za vse živeče.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Vendar svoje roke ne bo iztegnil h grobu, čeprav v svojem uničenju kričijo.

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Mar nisem jokal zaradi tistega, ki je bil v stiski? Mar ni moja duša žalovala za ubogim?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Ko sem gledal za dobrim, potem je prišlo k meni zlo. Ko pa sem pričakoval svetlobo, je prišla tema.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Moja notranjost vre in ne počiva. Dnevi stiske so me ovirali.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Odšel sem žalujoč brez sonca. Vstal sem in klical v skupnosti.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Brat sem zmajem in družabnik sovam.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Moja koža na meni je črna in moje kosti gorijo zaradi vročine.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Tudi moja harfa je obrnjena v žalovanje in moja piščal v glas tistih, ki jokajo.