Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
“Asi zvino vanondiseka, varume vaduku kwandiri, vane madzibaba andaishora zvokuti handaivaisa pakati pembwa dzinofudza makwai angu.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Ko, simba ramaoko avo raizondibatsirei, sezvo simba ravo rakanga rapera?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Vapererwa nokuda kwokushayiwa uye nenzara, vakadzivaira usiku munyika yakaoma, mumatongo nomunyika yakaparara.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Vakaunganidza miriwo inovavira kubva mumakwenzi, uye zvokudya zvavo zvakanga zviri mudzi womuti womurara.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Vakabviswa pakati pavanhu vokwavo, vachitukwa kunge vakanga vari mbavha.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Vakamanikidzwa kuti vagare mukati mehova dzakaoma, pakati pamatombo nomumakomba, muvhu.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Vakarira samakwai pakati pamakwenzi, uye vakamanikidzana pasi porukato.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Vakanga vari vanhu vakazvidzika vasina zita, vakadzingwa kubva munyika.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
“Uye zvino vanakomana vavo vanondiseka munziyo; ndava shumo pakati pavo.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Vanondisema uye vanomira kure neni; havazezi kundipfira mate kumeso.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Sezvo zvino Mwari akatsudunura uta hwangu uye akanditambudza, havazvidzori pamberi pangu.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Kurudyi rwangu rudzi runondirwisa; vanoisira makumbo angu misungo, vanovaka michinjiziri yokurwa neni.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Vanoparadza mugwagwa wangu; vanobudirira pakundiparadza, pasina munhu anovabatsira.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Vanofamba zvavo kunge vanopinda napakakoromoka; pakati pamatongo vanongopinda zvavo.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Zvinotyisa zvinondibata; kukudzwa kwangu kwabviswa sokunge nemhepo, kuchengetedzeka kwangu kwapera segore.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
“Uye zvino upenyu hwangu hwava kuguma; mazuva okutambudzika anondibata.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Usiku hunobaya mapfupa angu; zvinondiruma-ruma zvinorwadza hazvizorori.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Nesimba rake guru Mwari anova chipfeko kwandiri; anondisunga somutsipa wenguo yangu.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Anondikanda mumatope, uye ndava seguruva namadota.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
“Ndinochema kwamuri, imi Mwari, asi hamundipinduri; ndinosimuka, asi munongonditarisa zvenyu.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Munondishandukira noutsinye; munondirova nesimba roruoko rwenyu.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Munondibvuta mondidzingira pamberi pemhepo; munonditenderedza mudutu.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Ndinoziva kuti muchandiburutsa muchindiendesa kurufu, kunzvimbo yakatsaurirwa vapenyu vose.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
“Zvirokwazvo, hakuna munhu anobata munhu ari kushushikana paanochemera rubatsiro pakutambudzika kwake.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Ko, handina kuchema nokuda kwevaitambura here? Ko, mweya wangu hauna kuva neshungu pamusoro pavarombo here?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Kunyange zvakadaro, pandakanga ndakarindira zvakanaka, zvakaipa zvakasvika; pandakatarisira chiedza, ipapo rima rakasvika.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Kumonyoroka kwoura hwangu hakumbomiri; mazuva okutambudzika anondivinga.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Ndinodzungaira ndichisvibiswa, asi kwete nezuva; ndinosimuka pakati peungano ndichichemera rubatsiro.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Ndava hama yamakava, neshamwari yamazizi.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Ganda rangu riri kusviba uye riri kufunuka; muviri wangu unopisa nefivha.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Mbira dzangu dzava kungoridza nziyo dzokuchema, uye nyere yangu nziyo dzokuungudza.
