Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

A sada smiju mi se mlaði od mene, kojima otaca ne bih bio htio metnuti sa psima stada svojega.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

A na što bi mi i bila sila ruku njihovijeh? u njima bješe propala starost.

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

Od siromaštva i gladi samoæovahu bježeæi na suha, mraèna, pusta i opustošena mjesta;

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

Koji brahu lobodu po èestama, i smrekovo korijenje bješe im hrana.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Izmeðu ljudi bijahu izgonjeni i vikaše se za njima kao za lupežem.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

Življahu po strašnijem uvalama, po jamama u zemlji i u kamenu.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

Po grmovima rikahu, pod trnjem se skupljahu.

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

Bijahu ljudi nikakvi i bez imena, manje vrijedni nego zemlja.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

I njima sam sada pjesma, i postah im prièa.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

Gade se na me, idu daleko od mene i ne ustežu se pljuvati mi u lice.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

Jer je Bog odapeo moju tetivu i muke mi zadao te zbaciše uzdu preda mnom.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

S desne strane ustaju momci, potkidaju mi noge, i nasipaju put k meni da me upropaste.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

Raskopaše moju stazu, umnožiše mi muke, ne treba niko da im pomaže.

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

Kao širokim prolomom naviru, i navaljuju preko razvalina.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Strahote navališe na me, i kao vjetar tjeraju dušu moju, i kao oblak proðe sreæa moja.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

I sada se duša moja ražljeva u meni, stigoše me dani muèni.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Noæu probada mi kosti u meni, i žile moje ne odmaraju se.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Od teške sile promijenilo se odijelo moje, i kao ogrlica u košulje moje steže me.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Bacio me je u blato, te sam kao prah i pepeo.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Vièem k tebi, a ti me ne slušaš; stojim pred tobom, a ti ne gledaš na me.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Pretvorio si mi se u ljuta neprijatelja; silom ruke svoje suprotiš mi se.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Podižeš me u vjetar, posaðuješ me na nj, i rastapaš u meni sve dobro.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

Jer znam da æeš me odvesti na smrt i u dom odreðeni svjema živima.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Ali neæe pružiti ruke svoje u grob; kad ih stane potirati, oni neæe vikati.

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Nijesam li plakao radi onoga koji bijaše u zlu? nije li duša moja žalosna bivala radi ubogoga?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Kad se dobru nadah, doðe mi zlo; i kad se nadah svjetlosti, doðe mrak.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Utroba je moja uzavrela, i ne može da se umiri, zadesiše me dani muèni.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Hodim crn, ne od sunca, ustajem i vièem u zboru.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Brat postah zmajevima i drug sovama.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Pocrnjela je koža na meni i kosti moje posahnuše od žege.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Gusle se moje pretvoriše u zapijevku, i svirala moja u plaè.