Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

Men no er eg til spott for deim som yngre er av år enn eg; eg deira feder ikkje fann verdige plass hjå gjætarhunden.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Magtlause er og deira hender, og deira saft og kraft er burte;

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

Dei magre er av naud og svolt, dei gneg i turre øydemarki som alt i går var reine audni,

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

og plukkar melde millom kjørri og hev til føda einerot.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Frå folket vert dei jaga burt, fær tjuvemann slengt etter seg.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

Dei gøymer seg i fæle gil, i holor uti jord og fjell;

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

og millom buskor skrålar dei og samlast under netlerunnar;

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

ei ætt av dårar og namnlause som ein helst piskar ut or landet.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

No er eg slengjestev for deim, eit ordtak hev for deim eg vorte.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

Dei styggjest ved meg, held seg burte og sparer ei å sputta på meg.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

Utan all blygd dei krenkjer meg, hiv av kvart band framfor mi åsyn.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

Eit utjo reiser seg til høgre, dei spenner mine føter burt, og legg ulukke-vegar mot meg.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

Og stigen min den bryt dei upp og hjelper til med mi ulukka, dei som er hjelpelause sjølv.

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

Som gjenom vide murbrot kjem dei, velter seg fram med bråk og brak.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Imot meg vender rædslor seg, mi æra elter dei som stormen, mi velferd kvarv som lette sky.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

No jamrar seg mi sjæl i meg; usæle dagar held meg fast.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Natti gneg mine knokar av meg, min verk, mi pina aldri søv.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Ved allmagt vert min klædnad vanstelt, heng tett som skjortekragen kring meg.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Han kasta meg i skarnet ned; og eg ser ut som mold og oska.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Eg skrik til deg, du svarar ikkje, eg stend der, og du stirer på meg.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Hard hev du vorte imot meg, du stri’r mot meg med veldug hand.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Du let meg fara burt i stormen, du let meg tynast i hans brus.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

Eg veit du fører meg til dauden, der alt som liver samlast lyt.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Kven kavar ikkje når han søkk? Kven ropar ikkje ut i fåren?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Gret eg’kje sjølv med den fortrykte, og syrgde yver fatigmann?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Eg vona godt, men det kom vondt, eg venta ljos, men myrker kom.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Det kokar allstødt i mitt indre, ulukkedagen møter meg.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Svart gjeng eg kring, men ikkje solbrend, eg ris i flokken, skrik um hjelp.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Bror åt sjakalar hev eg vorte, til strussar eg ein frende er.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Mi hud er svart og flaknar av; det brenn i mine bein av hite.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Min cither hev eg bytt i sorg, og fløyta mi med gråtar-mål.