Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

Men nu ler de av mig, de som er yngre av år enn jeg, hvis fedre jeg aktet så ringe at jeg ikke vilde sette dem blandt mine fehunder.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Hvad hjelp kunde jeg også ha av dem, de som har mistet all manndomskraft?

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

De er uttæret av nød og sult; de gnager på den tørre mo, som allerede igår var ørk og øde;

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

de plukker melde innunder buskene, og gyvelbuskens røtter er deres brød.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Fra menneskenes samfund jages de ut; folk roper efter dem som efter tyver.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

I fryktelige kløfter må de bo, i huler i jord og berg.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

Mellem buskene skriker de, i neslekratt samler de sig,

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

barn av dårer og æreløse folk, pisket ut av landet.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

Og nu er jeg blitt til en spottesang og et ordsprog for dem.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

De avskyr mig, holder sig langt borte fra mig, og mitt ansikt sparer de ikke for spytt;

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

for de har løst sine tøiler og ydmyket mig, og bislet har de kastet av for mine øine.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

Ved min høire side reiser deres yngel sig; mine føtter støter de bort og legger sine ulykkesveier mot mig.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

De bryter op min sti, de gjør hvad de kan for å ødelegge mig, de som selv ingen hjelper har.

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

Som gjennem en vid revne kommer de; gjennem nedstyrtende murer velter de sig frem.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Redsler har vendt sig mot mig, som stormen forfølger de min ære, og som en sky er min velferd faret bort.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

Og nu utøser min sjel sig i mig; trengsels dager holder mig fast.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Natten gjennemborer mine ben, så de faller av, og min verk og pine hviler ikke.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Ved Guds store kraft er det blitt slik med mig at min klædning ikke er til å kjenne igjen; den henger tett omkring mig som kraven på min underkjortel.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Han har kastet mig ut i skarnet, så jeg er blitt lik støv og aske.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Jeg skriker til dig, men du svarer mig ikke; jeg står der, og du bare ser på mig.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Du er blitt grusom mot mig, med din sterke hånd forfølger du mig.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Du løfter mig op i stormen, du lar mig fare avsted, og du lar mig forgå i dens brak;

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

for jeg vet at du fører mig til døden, til den bolig hvor alt levende samles.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Dog, rekker ikke mennesket ut sin hånd når alt synker i grus? Skriker han ikke om hjelp når han er kommet i ulykke?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Gråt jeg ikke selv over den som hadde hårde dager? Sørget ikke min sjel over den fattige?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

For jeg ventet godt, men det kom ondt; jeg håpet på lys, men det kom mørke.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Mine innvoller koker og er ikke stille; trengsels dager er kommet over mig.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Sort går jeg omkring, men ikke av solens hete; midt iblandt folk reiser jeg mig og roper om hjelp.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Jeg er blitt en bror av sjakaler og en stallbror av strutser.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Min hud er sort og faller av mig, og mine ben er brent av hete.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Og min citar er blitt til sorg, og min fløite til gråt og klage.