Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
nunc autem derident me iuniores tempore quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
quorum virtus manuum erat mihi pro nihilo et vita ipsa putabantur indigni
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
egestate et fame steriles qui rodebant in solitudine squalentes calamitate et miseria
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
et mandebant herbas et arborum cortices et radix iuniperorum erat cibus eorum
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
qui de convallibus ista rapientes cum singula repperissent ad ea cum clamore currebant
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
in desertis habitabant torrentium et in cavernis terrae vel super glaream
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
qui inter huiuscemodi laetabantur et esse sub sentibus delicias conputabant
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
filii stultorum et ignobilium et in terra penitus non parentes
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
nunc in eorum canticum versus sum et factus sum eis proverbium
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
abominantur me et longe fugiunt a me et faciem meam conspuere non verentur
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
faretram enim suam aperuit et adflixit me et frenum posuit in os meum
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
ad dexteram orientis calamitatis meae ilico surrexerunt pedes meos subverterunt et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
dissipaverunt itinera mea insidiati sunt mihi et praevaluerunt et non fuit qui ferret auxilium
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
quasi rupto muro et aperta ianua inruerunt super me et ad meas miserias devoluti sunt
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
redactus sum in nihili abstulisti quasi ventus desiderium meum et velut nubes pertransiit salus mea
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
nunc autem in memet ipso marcescit anima mea et possident me dies adflictionis
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
nocte os meum perforatur doloribus et qui me comedunt non dormiunt
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
in multitudine eorum consumitur vestimentum meum et quasi capitio tunicae sic cinxerunt me
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
conparatus sum luto et adsimilatus favillae et cineri
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
clamo ad te et non exaudis me sto et non respicis me
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
mutatus es mihi in crudelem et in duritia manus tuae adversaris mihi
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
elevasti me et quasi super ventum ponens elisisti me valide
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
scio quia morti tradas me ubi constituta domus est omni viventi
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
verumtamen non ad consumptionem eorum emittis manum tuam et si corruerint ipse salvabis
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
flebam quondam super eum qui adflictus erat et conpatiebatur anima mea pauperi
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
expectabam bona et venerunt mihi mala praestolabar lucem et eruperunt tenebrae
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
interiora mea efferbuerunt absque ulla requie praevenerunt me dies adflictionis
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
maerens incedebam sine furore consurgens in turba clamavi
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
frater fui draconum et socius strutionum
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
cutis mea denigrata est super me et ossa mea aruerunt prae caumate
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
versa est in luctum cithara mea et organum meum in vocem flentium
