Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Nunc autem derident me juniores tempore, quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei:
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
quorum virtus manuum mihi erat pro nihilo, et vita ipsa putabantur indigni:
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
egestate et fame steriles, qui rodebant in solitudine, squallentes calamitate et miseria.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Et mandebant herbas, et arborum cortices, et radix juniperorum erat cibus eorum:
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
qui de convallibus ista rapientes, cum singula reperissent, ad ea cum clamore currebant.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
In desertis habitabant torrentium, et in cavernis terræ, vel super glaream:
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
qui inter hujuscemodi lætabantur, et esse sub sentibus delicias computabant:
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
filii stultorum et ignobilium, et in terra penitus non parentes.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Nunc in eorum canticum versus sum, et factus sum eis in proverbium.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Abominantur me, et longe fugiunt a me, et faciem meam conspuere non verentur.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Pharetram enim suam aperuit, et afflixit me, et frenum posuit in os meum.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Ad dexteram orientis calamitates meæ illico surrexerunt: pedes meos subverterunt, et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Dissipaverunt itinera mea; insidiati sunt mihi, et prævaluerunt: et non fuit qui ferret auxilium.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Quasi rupto muro, et aperta janua, irruerunt super me, et ad meas miserias devoluti sunt.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Redactus sum in nihilum: abstulisti quasi ventus desiderium meum, et velut nubes pertransiit salus mea.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Nunc autem in memetipso marcescit anima mea, et possident me dies afflictionis.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Nocte os meum perforatur doloribus, et qui me comedunt, non dormiunt.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
In multitudine eorum consumitur vestimentum meum, et quasi capitio tunicæ succinxerunt me.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Comparatus sum luto, et assimilatus sum favillæ et cineri.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Clamo ad te, et non exaudis me: sto, et non respicis me.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Mutatus es mihi in crudelem, et in duritia manus tuæ adversaris mihi.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Elevasti me, et quasi super ventum ponens; elisisti me valide.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Scio quia morti trades me, ubi constituta est domus omni viventi.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Verumtamen non ad consumptionem eorum emittis manum tuam: et si corruerint, ipse salvabis.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Flebam quondam super eo qui afflictus erat, et compatiebatur anima mea pauperi.
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Expectabam bona, et venerunt mihi mala: præstolabar lucem, et eruperunt tenebræ.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Interiora mea efferbuerunt absque ulla requie: prævenerunt me dies afflictionis.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Mœrens incedebam sine furore; consurgens, in turba clamabam.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Frater fui draconum, et socius struthionum.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Cutis mea denigrata est super me, et ossa mea aruerunt præ caumate.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Versa est in luctum cithara mea, et organum meum in vocem flentium.
