Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

Ita, dagiti ub-ubing ngem siak ket awan ti ar-aramidenda no di ti manglais kaniak- dagitoy nga agtutubo a dagiti ammada ket pinagkedkedak koma nga agtrabaho a kadua dagiti asok iti arbanko.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Pudno, ti kinapigsa dagiti ima ti amada, kasano koma a natulongandak - dagiti lallaki a ti kinapigsa ti kinalakayda ket napukawen?

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

Narapisda gapu iti kinapanglaw ken bisin; nagkibkibda iti namaga a daga idiay kasipngetan ti let-ang ken iti disso nga awan matagtagitaona.

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

Nagpag-utda kadagiti naraboy a mulmula; dagiti ramut ti buyboy ti nagbalin a taraonda.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Napapanawda manipud kadagiti tattao a nangpukkaw kadakuada, a kasla iti panangpukkaw iti maysa a tao iti agtatakaw.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

Isu a nagnaedda kadagiti tanap nga asideg iti karayan, kadagiti rukib ken kadagiti dadakkel a bato.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

Aggaraigida a kasla kadagiti asno iti nagbabaetan dagiti naraboy a mulmula; naguummongda iti sirok dagiti narabuy a mulmula.

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

Kaputotan ida dagiti maag, wen, dagiti awan serserbina a tattao; napapanawda iti daga babaen kadagiti saplit.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

Ngem ita, pinagbalindak dagiti annakda a lallaki a pakasaritaan para iti kanta ti panglais; pudno, maysaak itan a paga-angawan kadakuada.

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

Karuroddak ken ad-adaywandak; kanayonda a tuptupraan ti rupak.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

Ta pinugsat ti Dios ti tali ti panak ket pinarigatnak, ken isu a napukaw amin ti panagteppel dagitoy a tattao iti sangoanak.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

Iti makannawan nga imak ken tumakder dagiti naranggas a tattao; pappapanawendak ken igabsuonda kaniak dagiti wagas ti panangdadaelda.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

Daddadaelenda ti dalanko; iyas-asidegda ti didigra kaniak, lallaki nga awan ti uray maysa a manganawa kadakuada.

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

Umaydak darupen a kasla maysa nga armada manipud iti nalawa nga abot iti pader ti siudad; itulidda dagiti bagbagida kaniak iti katingngaan ti pannakadadael.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Ti buteng ti nanglapunos kaniak; naipanaw ti dayawko a kasla intayab ti angin; napukaw ti kinarang-ayko a kasla ulep.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

Ita, maibukbukbok ti biagko manipud iti kaunggak; dagiti aldaw ti panagsagsagaba ti nangtengngel kaniak.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Iti rabii, agut-ot dagiti tulangko; saan a sumardeng ti ut-ot a kasla mangkibkibkib kaniak.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Ginammatan ti kinapigsa ti Dios ti pagan-anayko; naiputipot daytoy kaniak a kasla iti kwelyo ti nagayad a pagan-anayko.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Impalladawnak iti kapitakan; nagbalinak a kasla tapok ken dapu.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Immasugak kenka, O Dios, ngem dinak sungsungbatan; timmakderak, ket kimmitaka laeng kaniak.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Nagbaliwkan ket nagbalinka a naulpit kaniak; babaen iti bileg ti imam, pinarigatnak.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Impangatonak iti angin ket impallatoknak daytoy; dinadaelnak iti bagio.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

Ta ammok nga ipannakto iti patay, ti balay a nakaitudingan ti amin a sibibiag.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Nupay kasta, awan kadi ti tao a mangiyunnat iti imana a dumawat iti tulong no matinnag isuna? Awan kadi ti mariribukan a tao a dumawat iti tulong?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Saanak kadi a nagsangit para kenkuana a mariribukan? Saanak kadi a nagladingit para iti agkasapulan a tao?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Idi nagbirukak ti naimbag, ket dakes ti dimteng; idi nagurayak iti lawag, kinasipnget ketdi ti dimteng.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Mariribukan ti pusok ken saan nga agtalna; dimteng kaniak dagiti aldaw ti pannakaparigat.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Ngimmisiten ti kudilko ngem saan a gapu iti init; nagtakderak iti taripnong ket dimmawatak iti tulong.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Kakabsatdak dagiti atap nga aso a kadua dagiti kullaaw.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Nangisit ti kudilko ken agregregda manipud iti bagik; kasla napuoran dagiti tulangko gapu iti pudot.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Ngarud, ti arpak ket nakatono kadagiti kanta a pangladingit, ti plautak a para iti panagkanta dagiti agdungdung-aw.