Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Men koulye a, sila ki pi jenn pase m ap giyonnen m. Papa a sila mwen pat ta dakò pou mete ansanm ak chen bann mouton yo.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Anverite, ki byen fòs men pa yo ta kab fè m? Gwo fòs te deja disparèt nan yo
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
akoz mank bagay ak grangou. Y ap manje tè sèk nan lannwit lan, ak pèt e ak dezolasyon an.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Yo rache fèy raje nan mitan rakèt la. Manje yo se rasin bayawonn.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Yo chase yo deyò lavil la nan dezè; yo kriye dèyè yo tankou se vòlè,
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
jiskaske yo vin rete nan move ravin yo, nan twou tè ak nan wòch yo.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Pami rak tibwa yo, yo rele fò. Anba machacha a, yo vin rasanble ansanm.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Pitit a moun fou, wi, pitit a mechan yo, yo te resevwa fwèt jis lè yo kite peyi a.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Men koulye a, se mwen menm yo pase nan rizib; mwen devni yon pawòl betiz pou yo.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Yo pè m, yo kanpe lwen m, e yo pa sispann krache nan figi m.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Akoz Li te lage fisèl banza a pou te aflije mwen, yo rete retire brid la nèt devan m.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Sou men dwat lan, nich sa vin leve. Yo rale pye mwen akote. Yo mennen kont mwen tout manèv destriksyon yo.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Yo gate wout mwen. Yo bourade lachit mwen san mande sekou.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Tankou nan yon gran brèch, yo parèt; nan mitan tanpèt, yo woule m.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Gwo perèz yo vin vire kont mwen. Yo tanmen gate respè m tankou van. Byennèt mwen disparèt tankou nwaj.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Konsa, koulye a nanm mwen vide nèt. Jou afliksyon yo sezi m.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Nan lannwit, zo m yo frennen anndan m, e sa yo kap manje m pa pran repo.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Ak gwo fòs, vètman m vin tòde sou mwen. Li mare m nèt tankou kolye manto m.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Li te jete mwen nan labou, e mwen te vin tankou pousyè ak sann.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Mwen kriye a Ou menm pou sekou, men Ou pa reponn mwen. Mwen kanpe, e se gete, Ou gete m.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Ou vin okipe m ak mechanste. Avèk fòs a men Ou, Ou pèsekite m.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Ou leve m wo sou van, e fè m monte; epi Ou fè m fonn nèt nan move tan an.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Paske mwen konnen ke Ou ap mennen m a lanmò, jis rive nan gwo kay asanble a ki fèt pou tout sila ki viv yo.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Malgre, èske yon moun k ap tonbe pa lonje men l? Oswa nan gwo pwoblem li pa kriye sekou?
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Èske mwen pa t kriye pou sila nan gwo twoub? Èske nanm mwen pa t plen tristès pou malere a?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Lè m t ap tann sa ki bon an, se mal ki rive m; lè m tap tann limyè, alò se tenèb ki te vini.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Kè m twouble nèt anndan m. Mwen pa kab poze. Jou plen ak afliksyon yo parèt devan m.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Mwen fè dèy toupatou san solèy. Mwen kanpe nan asanble; mwen rele sekou.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Mwen te vin frè ak chen mawon, zanmi ak otrich la.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Chè m vin nwa sou mwen, li kale, e zo m yo brile ak lafyèv.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Pou sa, se doulè ap mwen jwe, e flit mwen an sonne pou sila k ap kriye.
