< Job 30 >
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Et maintenant!… je suis la risée de plus jeunes que moi, De ceux dont je dédaignais de mettre les pères Parmi les chiens de mon troupeau.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Mais à quoi me servirait la force de leurs mains? Ils sont incapables d’atteindre la vieillesse.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Desséchés par la misère et la faim, Ils fuient dans les lieux arides, Depuis longtemps abandonnés et déserts;
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Ils arrachent près des arbrisseaux les herbes sauvages, Et ils n’ont pour pain que la racine des genêts.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
On les chasse du milieu des hommes, On crie après eux comme après des voleurs.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Ils habitent dans d’affreuses vallées, Dans les cavernes de la terre et dans les rochers;
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Ils hurlent parmi les buissons, Ils se rassemblent sous les ronces.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Êtres vils et méprisés, On les repousse du pays.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Et maintenant, je suis l’objet de leurs chansons, Je suis en butte à leurs propos.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Ils ont horreur de moi, ils se détournent, Ils me crachent au visage.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Ils n’ont plus de retenue et ils m’humilient, Ils rejettent tout frein devant moi.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Ces misérables se lèvent à ma droite et me poussent les pieds, Ils se fraient contre moi des sentiers pour ma ruine;
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Ils détruisent mon propre sentier et travaillent à ma perte, Eux à qui personne ne viendrait en aide;
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Ils arrivent comme par une large brèche, Ils se précipitent sous les craquements.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Les terreurs m’assiègent; Ma gloire est emportée comme par le vent, Mon bonheur a passé comme un nuage.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Et maintenant, mon âme s’épanche en mon sein, Les jours de la souffrance m’ont saisi.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
La nuit me perce et m’arrache les os, La douleur qui me ronge ne se donne aucun repos,
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Par la violence du mal mon vêtement perd sa forme, Il se colle à mon corps comme ma tunique.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Dieu m’a jeté dans la boue, Et je ressemble à la poussière et à la cendre.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Je crie vers toi, et tu ne me réponds pas; Je me tiens debout, et tu me lances ton regard.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Tu deviens cruel contre moi, Tu me combats avec la force de ta main.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Tu me soulèves, tu me fais voler au-dessus du vent, Et tu m’anéantis au bruit de la tempête.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Car, je le sais, tu me mènes à la mort, Au rendez-vous de tous les vivants.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Mais celui qui va périr n’étend-il pas les mains? Celui qui est dans le malheur n’implore-t-il pas du secours?
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
N’avais-je pas des larmes pour l’infortuné? Mon cœur n’avait-il pas pitié de l’indigent?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
J’attendais le bonheur, et le malheur est arrivé; J’espérais la lumière, et les ténèbres sont venues.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Mes entrailles bouillonnent sans relâche, Les jours de la calamité m’ont surpris.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Je marche noirci, mais non par le soleil; Je me lève en pleine assemblée, et je crie.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Je suis devenu le frère des chacals, Le compagnon des autruches.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Ma peau noircit et tombe, Mes os brûlent et se dessèchent.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Ma harpe n’est plus qu’un instrument de deuil, Et mon chalumeau ne peut rendre que des sons plaintifs.