Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
But now they that are younger than I hold me in derision, Whose fathers I would have disdained to set with the dogs of my flock.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Of what use to me would be even the strength of their hands, To whom old age is lost?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
By want and hunger they are famished; They gnaw the dry desert, The darkness of desolate wastes.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
They gather purslain among the bushes, And the root of the broom is their bread.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
They are driven from the society of men; There is a cry after them as after a thief.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
They dwell in gloomy valleys, In caves of the earth and in rocks.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
They bray among the bushes; Under the brambles are they stretched out.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
An impious and low-born race, They are beaten out of the land.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
And now I am become their song; Yea, I am their by-word!
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
They abhor me, they stand aloof from me; They forbear not to spit before my face.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Yea, they let loose the reins, and humble me; They cast off the bridle before me.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
On my right hand riseth up the brood; They thrust away my feet; They cast up against me their destructive ways.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
They break up my path; They hasten my fall, —They who have no helper!
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
They come upon me as through a wide breach; Through the ruins they rush in upon me.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Terrors are turned against me; They pursue my prosperity like the wind, And my welfare passeth away like a cloud.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
And now my soul poureth itself out upon me; Days of affliction have taken hold of me.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
By night my bones are pierced; they are torn from me, And my gnawers take no rest.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Through the violence of my disease is my garment changed; It bindeth me about like the collar of my tunic.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
He hath cast me into the mire, And I am become like dust and ashes.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
I call upon Thee, but thou dost not hear me; I stand up before thee, but thou regardest me not.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Thou art become cruel to me; With thy strong hand dost thou lie in wait for me.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Thou liftest me up, and causest me to ride upon the wind; Thou meltest me away in the storm.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
I know that thou wilt bring me to death, To the place of assembly for all the living.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
When He stretcheth out his hand, prayer availeth nothing; When He bringeth destruction, vain is the cry for help.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Did not I weep for him that was in trouble? Was not my soul grieved for the poor?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
But when I looked for good, then evil came; When I looked for light, then came darkness.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
My bowels boil, and have no rest; Days of anguish have come upon me.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
I am black, but not by the sun; I stand up, and utter my cries in the congregation.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
I am become a brother to jackals, And a companion to ostriches.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
My skin is black, and falleth from me, And my bones burn with heat.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
My harp also is turned to mourning, And my pipe to notes of grief.
