Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
But now people much younger than me laugh at me; people whose fathers I would not put to work with my sheepdogs.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
They are too weak to be any use to me; they're all worn-out.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Thin through hunger and want, they try to eat the dry ground in the dark, desolate wilderness.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
There they pick desert herbs and the leaves of bushes, and eat the roots of broom trees.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
They were driven out of the community.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
People shouted after them as if they were thieves. They have to live in dangerous ravines, in caves and among the rocks.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
They shout out like animals among the bushes; they huddle together in the weeds for shelter.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
They are foolish, nameless people that have been driven from the land.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Yet now they mock me in their songs; I have become a joke to them!
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
They despise and shun me; they don't hesitate to spit in my face.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
God has made my bowstring loose and humbled me.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
The rabble rise up against me, they send me running; like a city under siege they devise ways to destroy me.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
They cut off my way of escape; they bring about my downfall and do this without anyone's help.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
They come in through a wide breach; they rush in as the wall comes tumbling down.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Terrors overcome me; my honor is blown away by the wind; my salvation vanishes like a cloud.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
And now my life is ebbing away; every day despair grips me.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
At night my bones are in agony; the pain gnaws at me and never stops.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
God grabs me roughly by my clothes; he pulls me by the collar of my shirt.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
He has thrown me in the mud; he has humbled me like dust and ashes.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
God, I cry to you but you don't answer; I stand before you, but you don't even notice me.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
You have turned cruel to me; you use your power to make me suffer.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
You pick me up and blow me along in the wind; tossing me about in the whirlwind.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
I know you're taking me to my death, to the place where all the living go.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Who would want to kick a man when he is down, when they cry for help in their time of trouble?
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Didn't I weep for those having hard times? Didn't I grieve at what the poor suffered?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
But when I looked for good, only evil came, and when I waited for the light, all that came was darkness.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Inside I am in turmoil, it never stops; I face days of despair.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
I am so depressed; seeing the sun doesn't help. I stand up in the assembly and cry for help.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
I am like a brother to the jackals, a companion to owls.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
My skin turns black on me; and my bones burn within me.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
My lyre only plays sad songs, and my pipe is the voice of those who weep.
