< Job 30 >
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
But now, those younger in years scorn me, whose fathers I would not have seen fit to place with the dogs of my flock,
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
the strength of whose hands was nothing to me, and they were considered unworthy of life itself.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
They were barren from poverty and hunger; they gnawed in solitude, layered with misfortune and misery.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
And they chewed grass and the bark from trees, and the root of junipers was their food.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
They took these things from the steep valleys, and when they discovered one of these things, they rushed to the others with a cry.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
They lived in the parched desert and in caves underground or above the rocks.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
They rejoiced among these kinds of things, and they considered it delightful to be under thorns.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
These are the sons of foolish and base men, not even paying any attention to the land.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Now I become their song, and I have been made into their proverb.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
They loathe me, and so they flee far from me, and they are not reluctant to spit in my face.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
For he has opened his quiver and has afflicted me, and he has placed a bridle in my mouth.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Immediately, upon rising, my calamities rise up to the right. They have overturned my feet and have pressed me down along their way like waves.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
They have diverted my journeys; they have waited to ambush me, and they have prevailed, and there was no one who might bring help.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
They have rushed upon me, as when a wall is broken or a gate opened, and they have been pulled down into my miseries.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
I have been reduced to nothing. You have taken away my desire like a wind, and my health has passed by like a cloud.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
But now my soul withers within myself, and the days of affliction take hold of me.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
At night, my bone is pierced with sorrows, and those who feed on me, do not sleep.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
By the sheer number of them my clothing is worn away, and they have closed in on me like the collar of my coat.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
I have been treated like dirt, and I have been turned into embers and ashes.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
I cry to you, and you do not heed me. I stand up, and you do not look back at me.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
You have changed me into hardness, and, with the hardness of your hand, you oppose me.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
You have lifted me up, and, placing me as if on the wind, you have thrown me down powerfully.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
I know that you will hand me over to death, where a home has been established for all the living.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Truly, then, you do not extend your hand in order to consume them, and if they fall down, you will save them.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Once, I wept over him who was afflicted, and my soul had compassion on the poor.
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
I expected good things, but evil things have come to me. I stood ready for light, yet darkness burst forth.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
My insides have seethed, without any rest, for the days of affliction have prevented it.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
I went forth mourning, without anger, and rising up, I cried out in confusion.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
I was the brother of snakes, and the companion of ostriches.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
My skin has become blackened over me, and my bones have dried up because of the heat.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
My harp has been turned into mourning, and my pipes have been turned into a voice of weeping.