Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
“But now they mock me, men younger than I am, whose fathers I would have refused to entrust with my sheep dogs.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
What use to me was the strength of their hands, since their vigor had left them?
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Gaunt from poverty and hunger, they gnawed the dry land, and the desolate wasteland by night.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
They plucked mallow among the shrubs, and the roots of the broom tree were their food.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
They were banished from among men, shouted down like thieves,
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
so that they lived on the slopes of the wadis, among the rocks and in holes in the ground.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
They cried out among the shrubs and huddled beneath the nettles.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
A senseless and nameless brood, they were driven off the land.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
And now they mock me in song; I have become a byword among them.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
They abhor me and keep far from me; they do not hesitate to spit in my face.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Because God has unstrung my bow and afflicted me, they have cast off restraint in my presence.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
The rabble arises at my right; they lay snares for my feet and build siege ramps against me.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
They tear up my path; they profit from my destruction, with no one to restrain them.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
They advance as through a wide breach; through the ruins they keep rolling in.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Terrors are turned loose against me; they drive away my dignity as by the wind, and my prosperity has passed like a cloud.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
And now my soul is poured out within me; days of affliction grip me.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Night pierces my bones, and my gnawing pains never rest.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
With great force He grasps my garment; He seizes me by the collar of my tunic.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
He throws me into the mud, and I have become like dust and ashes.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
I cry out to You for help, but You do not answer; when I stand up, You merely look at me.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
You have ruthlessly turned on me; You oppose me with Your strong hand.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
You snatch me up into the wind and drive me before it; You toss me about in the storm.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Yes, I know that You will bring me down to death, to the place appointed for all the living.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Yet no one stretches out his hand to a ruined man when he cries for help in his distress.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Have I not wept for those in trouble? Has my soul not grieved for the needy?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
But when I hoped for good, evil came; when I looked for light, darkness fell.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
I am churning within and cannot rest; days of affliction confront me.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
I go about blackened, but not by the sun. I stand up in the assembly and cry for help.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
I have become a brother of jackals, a companion of ostriches.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
My skin grows black and peels, and my bones burn with fever.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
My harp is tuned to mourning and my flute to the sound of weeping.
