Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!