Job 30

1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.

“A sada, gle, podruguju se mnome ljudi po ljetima mlađi od mene kojih oce ne bih bio metnuo ni s ovčarskim psima stada svojega.

2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.

Ta što će mi jakost ruku njihovih kad im muževna ponestane snaga ispijena glađu i oskudicom.

3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;

Glodali su u pustinji korijenje i čestar opustjelih ruševina.

4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;

Lobodu su i s grmlja lišće brali, kao kruh jeli korijenje žukino.

5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;

Od društva ljudskog oni su prognani, za njima viču k'o za lopovima.

6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;

Živjeli su po strašnim jarugama, po spiljama i u raspuklinama.

7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.

Urlik im se iz šikarja dizao; po trnjacima ležahu stisnuti.

8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.

Sinovi bezvrijednih, soj bezimenih, bičevima su iz zemlje prognani.

9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.

Rugalicom sam postao takvima i njima sada služim kao priča!

10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.

Gnušaju me se i bježe od mene, ne ustežu se pljunut' mi u lice.

11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.

I jer On luk mi slomi i satrije me, iz usta svojih izbaciše uzdu.

12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;

S desne moje strane rulja ustaje, noge moje u bijeg oni tjeraju, put propasti prema meni nasiplju.

13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;

Stazu mi ruše da bi me satrli, napadaju i ne brani im nitko,

14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.

prolomom oni širokim naviru i kotrljaju se poput oluje.

15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.

Strahote sve se okreću na mene, mojeg ugleda kao vjetra nesta, poput oblaka iščeznu spasenje.

16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.

Duša se moja rasipa u meni, dani nevolje na me se srušili.

17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.

Noću probada bolest kosti moje, ne počivaju boli što me glođu.

18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.

Muka mi je i halju nagrdila i stegla me k'o ovratnik odjeće.

19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.

U blato me je oborila dolje, gle, postao sam k'o prah i pepeo.

20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.

K Tebi vičem, al' Ti ne odgovaraš; pred Tobom stojim, al' Ti i ne mariš.

21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.

Prema meni postao si okrutan; rukom preteškom na me se obaraš.

22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.

U vihor me dižeš, nosiš me njime, u vrtlogu me olujnom kovitlaš.

23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.

Da, znadem da si me smrti predao, saborištu zajedničkom svih živih.

24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?

Al' ne pruža li ruku utopljenik, ne viče li kad padne u nevolju?

25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?

Ne zaplakah li nad nevoljnicima, ne sažalje mi duša siromaha?

26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.

Sreći se nadah, a dođe nesreća; svjetlost čekah, a gle, zavi me tama.

27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.

Utroba vri u meni bez prestanka, svaki dan nove patnje mi donosi.

28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.

Smrknut idem, al' nitko me ne tješi; ustajem u zboru - da bih kriknuo.

29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.

Sa šakalima sam se zbratimio i nojevima postao sam drugom.

30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.

Na meni sva je koža pocrnjela, i kosti mi je sažgala ognjica.

31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.

Tužaljka mi je ugodila harfu, svirala mi glas narikača ima.