Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Ahinlah tun vang apateu kelngoi chinga pang kauicha ho toh lhaikhom dinga jong lhing joulou mihem, kasanga dong jo golhang khangdong ho nuisat bep in kaum doh tai.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Amaho khu keija dinga tamtah'a pha ahiuvin, hiche ho chu von sesa lungset um ahiuve.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Amaho chu akel thoh jeh uva gong ahiuvin, chuleh nel phai gam mihem chen louna leh gaso talou leiset muthim gam'a chu jam ah ahiuve.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Hiti chun amahon hamboh lah a konin gamlah a na eng ho chu akilo uvin chuleh muntheh phung jung ho chu akilah un anejiuve.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Amaho chu mihem kiloikhom na a konna kidel mangah ahiuvin, chuleh gucha ahijeh uvin mihem ten amaho chu asamse jiuvin ahi.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Hiti chun gom kokhuh thuhtah tah lah a timul thou pumin leiko lah leh songpi ho lah a chun ching uve.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Amaho chu hamboh lah a sa loupitah a aum bangun a ao chehchuh jiuvin thahpi ho noija chun alhaikhom jiuve.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Amaho chu kiloikhomna a kon kipaidoh mingol minbeiho ahiuve.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Chuleh tun amahon pao ngeilou louvin isah loutah in einuisat jiuvin eiphin phin jiuve.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Amahon iman eisep pouvin chuleh kamaija chil set khumpeh ding tailouvin kakomah ahung pouve.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Ijeh inem itile Pathen in kathal khao eisattan peh in aman eisuhnem ahin, hijeh a chu thuneina umnaho jouse chu apaimang u ahi.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Hiche akideldoh ho chun kamaichang tah a eidoudal un, kilhon changnam pet dingin eisol un chuleh kalampi ah thang eikampeh uve.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Amahon kalamlhah jouse eikha peh un chule keiman eikithopi ding koimacha kaneilou ahet jeh uvin eisuhmang nathei diuvin abolthei jouseu abol'un ahi.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Amaho muntinna konin kakomah ahungun keima kalhah suh pet in amaho kachungah akichom uve.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Tun vang kicha tah in kahingin eikijabol najouse huilah a akithe mangin kanei leh kagou jouse meilhang kitol mang bangin amangthah soh tai.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Chuleh tua hi kahinkho along mang ahitan, kanikho ho jong genthei hesoh nan eihen den tai.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Jan teng kagu kachang ho natnan alodim jin hichun tang louhel in eichip eichip ji'e.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Khuthat tah in Pathen in ka sangkhol eilah peh in ka sangkhol ngong ah eimanchah kheh in ahi.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Aman bonlhoh lah a eisep lut in keima hi leivui leh vutvam sanga jong panna beijo kahi.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Nahenga hung tao kahi O Pathen, ahinlah nangin nei donbut pon, namasang a ding kahin, ahin nangin vet ding'in jong neigo poi.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Keija dinga lungsetna beihel nahung hitai. Nathahat na chu kei engbol nan namange.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Nangin chimpei lah a neisep lut in chuleh huipi kinong in nei sumange.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Chuleh nangin mihing jouse lhunna kathina ding munna chu neisol ahi ti kahei.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Tahbeh mongin genthei hahsatna a kithopi ngaicha ahung tao tengule koima cha hiche genthei thoh ho lang ngan kihei pouvinte.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Hahsatna toh ho dinga kapji kahi lou ham? Vaicha genthei tedinga nasatah a ka genthei pi ji hilou ham?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Hijeh chun thilpha kave jin ahinlah hiche sang chun thilphalou joh chu ahung jin ahi.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Kalungthim agentheijin chuleh cholngahna kanei theipoi. Kagentheina nikho te hin eisu genthei lheh e.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Nisavah umlouna muthim lah a kavah len mipi kigol toh chet lah a kadingin kithopi ngaichan kakap e.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Hiche ho khellin keima gam-ui sopipa simbupi toh kikoppan eiki ngaiton ahi.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Kavun ho aduplha soh tan chule kagu kachang ho jouse khosih in kati apeh henhun e.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Ka selangdah gin in jong lungkham la ahin sa in katheile gin jong kana ogin in aginge.
