Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Tedae a kum la kai lakah aka noe long khaw kai taengah luem uh coeng. Te rhoek kah a napa pataeng ka boiva kah ui taengah khueh ham ka hnawt lah mako.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Amih kut dongkah thadueng khaw kai taengah metlam a om? Amih te a hminkhah lamni a paltham.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Vaitahnah neh khokha rhamling lamkah pumhong loh hlaem vaengah khohaeng neh imrhong kah rhamrhae te a cilh.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Tangpuem dongkah baekkoi te a hlaek uh tih a buh la hlingcet yung a khueh.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
A nam lamloh a haek uh tih amih taengah hlanghuen bangla a o uh.
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
Soklong cakhom kah laipi neh thaelsawk khui ah kho a sak.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Tangpuem khuiah pang uh tih lota hmuiah poem uh.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Aka ang ca rhoek neh ming mueh ca rhoek ni khohmuen lamloh a hawt uh.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Te dongah amih kah rhotoeng la ka om coeng tih amih taengah ol la ka om.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Kai aka tuei rhoek tah kai lamloh lakhla uh tih ka mikhmuh ah timtui khaw tuem uh pawh.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
A lirhui lakah ka lirhui he pawl coeng. Te dongah kai he m'phaep tih ka mikhmuh ah kamrhui han tueih uh.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Ka bantang kah hlangyoe loh tlai ka kho a kalh. Amih kah rhainah caehlong te kai taengah a picai uh.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Ka talnah khuiah ka hawn a mak uh tih, amih aka bom pawt khaw hoeikhang uh.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
A puut aka len bangla ael uh tih a khohli rhamrhael hmuiah paluet uh.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Kai soah mueirhih pai tih khohli bangla ka moeihoeihnah a hloem vaengah kai kah khangnah te khomai bangla a yah.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Kai lamloh ka hinglu a kingling coeng tih phacip phabaem khohnin loh kai n'tuuk.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Khoyin ah ka rhuh te ka pum dong lamloh a cueh. Kai aka thuek he a dim moenih.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Thadueng cungkuem dongah ka pueinak a phuelhthaih tih ka angkidung te rhawnmoep bangla ka vah.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Kai he dikpo khuila n'dong tih laipi neh hmaiphu bangla n'thuidoek.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Na taengah bomnah kam bih dae kai nan doo moenih. Ka pai akhaw kai he nan yakming moenih.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Kai soah a muen la na poeh tih na ban thaa neh kai nan konaeh thil.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Kai he khohli dongah nan phueih. Kai nan ngol thil vaengah kai nan paci sak tih lungming cueihnah a yawn.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Mulhing boeih kah tingtunnah im la dueknah neh kai nan mael sak ham khaw ka ming.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
A yoethaenah khuiah bombihnah a yaak vaengah kut aka thueng he lairhok dongah a om moenih.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Khohnin a mangkhak dongah ka rhap tih khodaeng dongah ka hinglu a omdam moenih.
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
A then ka lamtawn vaengah boethae ha pawk. Vangnah te ka ngaiuep vaengah a hmuep ha pai.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Ka bung he tlawk tih a kuemsuem moenih. Kai he phacip phabaem khohnin loh n'doe.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Khomik a tal dongah maelhmai a hmuep la ka cet. Hlangping neh ka pai tih ka pang.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Pongui kah a manuca neh tuirhuk vanu kah a hui la ka om.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Ka vin khaw kamah dong lamloh mu tih ka rhuh khaw kholing neh tlum coeng.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Ka rhotoeng te nguekcoinah la, ka phavi rhah ol la poeh.
