Job 30
1 Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
Toe vaihi loe kai pongah saning kanawk kaminawk mah ang pahnui o thuih, nihcae ampanawk loe ka panuet moe, tuutoep uinawk hoi nawnto suek han mataeng doeh ka koeh ai.
2 Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
Ue, nihcae ban thacakhaih loe kai han tidoeh avanghaih om ai, nihcae thacakhaih loe anghmat boih boeh.
3 De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
Nihcae loe zok amthlam o pongah, minawk hoi angkom o ai; kami om ai angqai krang praezaek ah ni amhet o.
4 de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
Kapring thungah phrohnawk to a aah o moe, caak hanah imphok kung tangzun to takaeh o.
5 de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
Nihcae loe kaminawk ohhaih ahmuen hoiah haek o moe, (kamqu hangh thuih baktih hangh o thuih; )
6 de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
tahawt thung ih cathaeng khaw thungah oh o moe, longkhaw thung hoi lungsong khaw thungah a oh o.
7 imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
Kapring thungah hrang baktiah hangh o moe, soekhring thungah nawnto amkhueng o.
8 Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
Nihcae loe kamthu caa ah oh o, ue, khosak kasae kaminawk ih caa ah oh o moe, prae thung hoi haek ih kaminawk ah oh o.
9 Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
Vaihi loe nihcae mah laa ang sak o thuih; ue, nihcae mah kasae thuih ih kami ah ka oh boeh.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
Nihcae mah ang panuet o moe, kangthla ah ang oh o taak; ka mikhmai tamtui hoi pathoih hanah tongaah o ai.
11 Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
Sithaw mah kalii hoiah ang kah moe, ang pacaekthlaek pongah, ka hmaa ah angsumhaih tawn o ai boeh.
12 Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
Ka bantang bangah thendoengnawk angthawk o moe, ka khok hae ang cawh o; kai amrohaih loklam to a sak o.
13 de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
Ka loklam to phraek o moe, kai amtimh hanah azom o; nihcae bomhkung mi doeh om ai.
14 de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
Nihcae loe kalen pui akhaw thungah kakun tui baktiah, kai amrosak hanah tha hoi kai khaeah ang cawnh o.
15 Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.
Zitthok hmuennawk to ka nuiah phak moe, takhi song baktiah ka hinghaih hnukah patom o; ka tawnh ih hmuenmae loe tamai baktiah anghmat boeh.
16 Men nu er min Sjæl hensmeltet i mig, Elendigheds Dage komme over mig.
Vaihi ka palungthin koih boeh moe, patangkhanghaih aninawk mah ang naeh boeh.
17 Natten gennemborer mine Ben, saa at de falde af mig, og mine nagende Smerter hvile ikke.
Aqum mah ka huh hae thunh moe, thaqui kana ka pauep thai ai boeh.
18 Ved den overvættes Magt er min Klædning helt forandret, den omslutter mig som Kraven paa min Underkjortel.
Ka nathaih nung parai pongah, kaimah ih khubuen mah zaeng ih baktih toengah, ang zaeng caeng.
19 Han har kastet mig i Dyndet, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
Anih mah tangnong thungah ang nuih, kai loe maiphu hoi tavai baktiah ni ka oh sut boeh.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staar der, og du bliver ved at se paa mig.
Ka Angraeng Nang khaeah ka qah, toe nang pathim ai; kang doet tahang, toe tiah doeh nang sah ai.
21 Du har forvendt dig til at være grum imod mig; du modstaar mig med din Haands Styrke.
Ka nuiah tahmenhaih na tawn ai; thacakhaih na ban hoiah nang pacaekthlaek.
22 Du løfter mig op i Stormvejret, du lader mig fare hen, og du lader mig forgaa i dets Brag.
Kai hae nang toengh tahang moe, takhi to nang thuengsak pongah, ka takpum hae nam rosak ving boeh.
23 Thi jeg ved, du fører mig til Døden igen og til alle levendes Forsamlings Hus.
Kahing kaminawk boih hanah na sak pae ih im hoi duekhaih thungah, nang caeh haih tih, tiah ka panoek.
24 Mon en ikke udrækker Haanden i sit Fald? eller mon en ikke skriger i sin Ulykke?
Sithaw mah amrohaih phaksak hanah ban phok naah, nihcae mah tahmenhaih hni o langla cadoeh, atho om ai boeh.
25 Eller græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? ynkedes min Sjæl ikke over den fattige?
Raihaih tongh kami to ka qah haih ai maw? Amtang kami palung ka sae haih ai maw?
26 Thi der jeg forventede godt, da kom det onde, og der jeg haabede til Lys, da kom Mørkhed.
Kahoih hmuen ka zing naah, kasae hmuen to angzoh; aanghaih ka zing naah, vinghaih to angzoh.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne over mig.
Kai ih pathin loe bet moe, anghakhaih om ai; patangkhanghaih aninawk loe kai tongh hanah angzoh o.
28 Jeg gaar sort, uden Sol, jeg staar op, jeg skriger i Forsamlingen.
Niduem naah palungsethaih hoiah ka oh; kaminawk amkhuenghaih ahmuen ah kang doet moe, ka hang.
29 Jeg er bleven Dragers Broder og Strudses Stalbroder.
Kai loe pahui puinawk ih nawkamya ah ka oh moe, bukbuhnawk ih ampui ah ka oh.
30 Min Hud er bleven sort og falder af mig, og Benene i mig brænde af Hede.
Ka nganhin loe amnum moe, ka huhnawk doeh kabae thuih pa ai boeh.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og min Fløjte til de grædendes Lyd.
Kai ih katoeng loe palungsethaih ah angcoeng boeh, kai ih tamoi doeh qahhaih lok ah ni angcoeng ving boeh.
