Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Akyire no, Hiob kasaeɛ, na ɔdomee ɛda a wɔwoo no.
2 Og Job svarede og sagde:
Ɔkaa sɛ,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
“Ma ɛda a wɔwoo me no nyera, ne anadwo a wɔkaa sɛ, ‘Wɔawo ɔbabarima no!’
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Saa ɛda no nnuru sum; mma Ɔsoro Onyankopɔn nhwehwɛ akyire kwan; mma hann biara ntɔ ngu so.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Ma esum ne owusum nnye no mfa; ma omununkum nkata so; na esum mmunkam ne hann so.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Ma esum kabii nnye saa anadwo no mfa; ma wɔnyi saa anadwo no mfiri asranna so na wɔmmfa nhyɛ ɔbosome biara mu.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Saa anadwo no nyɛ obonini; mma wɔnnte anigyeɛ nteam wɔ mu.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Ma wɔn a wɔdome nna no nnome saa ɛda no; wɔn a wɔayɛ krado sɛ wɔbɛkanyane dɛnkyɛmmirampɔn no.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Ma nʼanɔpa nsoromma nnuru sum; na ɔntwɛne adekyeeɛ kwa a ɔnhunu anɔpa owia nsensaneɛ a ɛdi ɛkan,
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
ɛfiri sɛ anto deɛ ɔwoo me awotwaa mu ama wawo me, anka mʼani nhunu saa abɛbrɛsɛ yi.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
“Adɛn enti na manwu awoeɛ hɔ, ɛberɛ a mefiri me maame awotwaa mu no?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Adɛn enti na nkotodwe gyee me ne nufoɔ sɛ mennum?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Anka sɛsɛɛ meda hɔ asomdwoeɛ mu; anka mada regye mʼahome
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
me ne ewiase ahemfo ne fotufoɔ, wɔn a wɔsisii adan maa wɔn ho na ɛnnɛ yi abubuo no,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
me ne sodifoɔ a na wɔwɔ sika kɔkɔɔ, wɔn a wɔde dwetɛ hyɛɛ wɔn afie mu ma.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Anaasɛ adɛn enti na wɔansie me sɛ ɔpɔn ba, te sɛ abadomaa a wanhunu adekyeeɛ hann da?
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Ɛhɔ na amumuyɛfoɔ gyae basabasayɛ, na abrɛfoɔ nya ahomegyeɛ.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Nneduafoɔ nso nya wɔn ahofadie; na wɔnte nnommumfoɔ wuranom ateatea bio.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Nketewa ne akɛseɛ wɔ hɔ, na akoa de ne ho firi ne wura nsam.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
“Adɛn enti na wɔma mmɔborɔfoɔ hann, na ɔkra mu ahohiahiafoɔ nya nkwa?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Wɔn kɔn dɔ owuo, nanso ɛmma. Wɔbrɛ hwehwɛ owuo sene sɛdeɛ wɔhwehwɛ akoradeɛ.
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Sɛ wɔwu a, wɔn ani gye na wɔduru damena mu a, wɔdi ahurisie.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Adɛn enti na wɔde nkwa ma onipa a ɔnni daakye, deɛ Onyankopɔn aka no ahyɛ mu?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Ahomekokoguo adane mʼaduane; na mʼapinisie gu te sɛ nsuo.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Deɛ na mesuro no aba me so; deɛ na ɛbɔ me hu no ato me.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Menni ahotɔ, menni asomdwoeɛ; menni ahomegyeɛ na mmom, ɔhaw nko ara.”
