Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Akyiri no Hiob kasae, na ɔdomee da a wɔwoo no.
2 Og Job svarede og sagde:
Ɔkae se,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
“Ma da a wɔwoo me no nyera, ne anadwo a wɔkae se, ‘Wɔawo ɔbabarima no!’
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Saa da no nnuru sum; mma Ɔsoro Nyankopɔn nhwehwɛ akyi kwan; mma hann biara ntɔ ngu so.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Ma sum ne owusum nnye no mfa; ma omununkum nkata so; na sum mmunkam ne hann so.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Ma sum kabii nnye saa anadwo no mfa; ma wonyi saa anadwo no mfi asranna so na wɔmmfa nhyɛ ɔsram biara mu.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
Saa anadwo no nyɛ obonin; mma wɔnnte anigye nteɛmu wɔ mu.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Ma wɔn a wɔdome nna no nnome saa da no; wɔn a wɔayɛ krado sɛ wɔbɛkanyan dɛnkyɛmmirampɔn no.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Ma nʼanɔpa nsoromma nnuru sum; na ɔntwɛn adekyee kwa a onhu anɔpawia nsensanee a edi kan no,
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
efisɛ anto nea ɔwoo me no awotwaa mu ama wawo me na anka mʼani renhu saa abɛbrɛsɛ yi.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
“Adɛn nti na manwu awoe hɔ, bere a mifi me na awotwaa mu no?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Adɛn nti na nkotodwe gyee me ne nufu sɛ minnum?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Anka sesɛɛ meda hɔ asomdwoe mu; anka mada regye mʼahome
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
me ne wiase ahemfo ne fotufo, wɔn a wosisii adan maa wɔn ho na nnɛ yi abubu no,
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
me ne ahenemma a na wɔwɔ sika kɔkɔɔ, wɔn a wɔde dwetɛ hyɛɛ wɔn afi mu ma.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Anaasɛ adɛn nti na wɔansie me sɛ ɔpɔnba, te sɛ akokoaa a wanhu adekyee hann da?
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Ɛhɔ na amumɔyɛfo gyae basabasayɛ, na abrɛfo nya ahomegye.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Nneduafo nso nya wɔn ahofadi; na wɔnte nnommumfo wuranom ateɛteɛ bio.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Nketewa ne akɛse wɔ hɔ, na akoa de ne ho fi ne wura nsam.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
“Adɛn nti na wɔma mmɔborɔfo hann, na ɔkra mu ahohiahiafo nya nkwa,
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
wɔn a wɔn kɔn dɔ owu nanso ɛmma, wɔn a wɔbrɛ hwehwɛ owu sen sɛnea wɔhwehwɛ nnwetɛbona,
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
wɔn a anigye ahyɛ wɔn ma na wodu ɔda mu a wodi ahurusi.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Adɛn nti na wɔde nkwa ma onipa a ne kwan ahintaw, nea Onyankopɔn aka no ahyɛ mu?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Ahomekokogu adan mʼaduan; na mʼapinisi gu te sɛ nsu.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Nea na misuro no aba me so; nea na ɛbɔ me hu no ato me.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Minni ahotɔ, minni asomdwoe; minni ahomegye na mmom, ɔhaw nko ara.”
