Job 3
1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Pea hili ia naʻe mafaʻa ʻae ngutu ʻo Siope, ʻo ne lauʻikoviʻi ʻa hono ʻaho.
2 Og Job svarede og sagde:
Pea lea ʻa Siope, ʻo ne pehē,
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
“Ke ʻauha ʻae ʻaho naʻe fanauʻi ai au, mo e pō ko ia naʻe kalanga ai, ‘Kuo fanauʻi ʻae tama tangata.’
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Ke fakapoʻuli ʻae ʻaho ko ia; ke ʻoua naʻa tokanga ki ai ʻae ʻOtua mei ʻolunga, pea ʻoua naʻa ulo ai ʻae maama.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Ke maʻu ia ʻe he fakapoʻuli mo e ʻata ʻoe mate; ke heka maʻu ki ai ʻae ʻao matolu; ke fakailifia ia ʻe he fakapoʻuli ʻoe ʻaho.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Ke ʻohofi ʻae pō ko ia ʻe he fakapoʻuli matolu; ke ʻoua naʻa fakahoko ia ki he ngaahi ʻaho ʻoe taʻu, pe kau ia ʻi he lau ʻoe ngaahi māhina.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
ʻIo, ke lala ʻae pō ko ia, ke ʻoua naʻa ʻi ai ha leʻo fakafiefia.
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Ke kapeʻi ia ʻekinautolu ʻoku laukoviʻi ʻae ʻaho, ʻakinautolu ʻoku nau teu ke fai hake ʻenau lāunga.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Ke fakapoʻuli ʻae ngaahi fetuʻu ʻo hono efiafi poʻuli; ke holi ia ki he maama, kaeʻoua siʻi naʻa ʻi ai; pea ʻoua naʻa ʻilo ʻe ia ʻae maʻa ʻae ʻaho:
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
Koeʻuhi naʻe ʻikai ke tāpuni ʻae ngaahi matapā ʻoe manāva kiate au, pe fufū ʻae mamahi mei hoku mata.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
“Ko e hā naʻe ʻikai ai te u mate mei he manāva? Ko e hā naʻe ʻikai ai te u tukuange hoku laumālie ʻi heʻeku haʻu mei he fatu?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
Ko e hā naʻe tali teu ʻai au ʻe he foʻi tui? Mo e huhu koeʻuhi ke u huhu ai?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
He ka ne ʻikai, pehē kuo u tokoto taʻengāue eni pea longo pe, pea u mohe pe ʻo mālōlō ai,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
ʻO fakataha mo e ngaahi tuʻi mo e ngaahi pule ʻo māmani, naʻa nau langa moʻonautolu ʻae ngaahi potu naʻe lala;
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
Pea fakataha mo e ngaahi ʻeiki naʻe maʻu koula, naʻa nau fakapito honau ngaahi fale ʻaki ʻae siliva:
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
Pea teu ʻikai ʻo hangē ko e tama tō ʻi he fufū; ʻo hangē ko e fānau ʻoku ʻikai mamata ki he maama.
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
ʻOku ngata ʻi ai ʻae fakamamahi ʻe he kau angahala; pea mālōlō ʻi ai ʻae kau ongosia.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
ʻOku mālōlō fakataha ai ʻae kau pōpula; ʻoku ʻikai ke nau ongoʻi ai ʻae leʻo ʻoe fakamālohi.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
ʻOku ʻi ai ʻae iiki mo e lalahi; pea tauʻatāina ai ʻae tamaioʻeiki mei heʻene ʻeiki.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
“Ko e hā ʻoku tuku ai ʻae maama kiate ia ʻoku ʻi he mamahi, mo e moʻui kiate ia ʻoku laumālie mamahi;
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
ʻAia ʻoku holi ki he mate, ka ʻoku ʻikai ia; pea lahi ʻene kumi ki ai ʻi heʻene kumi ki he ngaahi koloa fufū;
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
ʻAkinautolu ʻoku nekeneka ʻaupito, mo fiefia, ʻoka nau ka ʻilo ʻae faʻitoka?
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
[Ko e hā kuo foaki ai ʻae maama ]ki he tangata kuo fakapuli hono hala, pea kuo ʻākilotoa ia ʻe he ʻOtua?
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
He ʻoku muʻomuʻa ʻeku ngaahi toʻe ki heʻeku kai, pea ko ʻeku tangi kalanga ʻoku lilingi atu ʻo hangē ko e vai.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Hē ko e meʻa ne u manavahē lahi ki ai kuo tō ia kiate au, pea ko ia ne u ilifia ai kuo hoko mai.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Naʻe ʻikai te u fiemālie, pe te u mālōlō, pe te u nofo noa pe; ka naʻe hoko pe ʻae mamahi.”
