< Job 3 >

1 Herefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag.
Después de esto abrió Job su boca, y maldijo su día.
2 Og Job svarede og sagde:
Y exclamó Job, y dijo:
3 Udslettet vorde den Dag, paa hvilken jeg er født, og den Nat, der man sagde: En Dreng er undfanget!
Perezca el día en que yo fui nacido, y la noche que dijo: Varón es concebido.
4 Den Dag vorde Mørke; Gud fra oven af spørge ikke efter den, og intet Lys skinne over den.
Aquel día fuera tinieblas, y Dios no curara de él desde arriba, ni claridad resplandeciera sobre él.
5 Mørkhed og Dødsskygge besmitte den, en Sky bo over den, den hede Damp om Dagen forfærde den!
Aféenlo tinieblas y sombra de muerte; reposara sobre él nublado, que lo hiciera horrible como día caluroso.
6 Den Nat — Mørkhed indtage den! den glæde sig ikke iblandt Aarets Dage, den komme ikke i Maanedernes Tal!
Aquella noche ocupara oscuridad, ni fuera contada entre los días del año, ni viniera en el número de los meses.
7 Se, den Nat vorde ensom, intet Frydeskrig komme paa den!
¡Oh, si fuere aquella noche solitaria, que no viniera en ella canción!
8 De, som besværge Dage, forbande den; de, som ere rede til at opvække Leviathan!
Maldijéranla los que maldicen al día, los que se aparejan para levantar su llanto.
9 Dens Dæmrings Stjerner vorde formørkede, den vente paa Lys, og det komme ikke; og ej se den Morgenrødens Øjenlaage,
Las estrellas de su alba fueran oscurecidas; esperaran la luz, y no viniera, ni viera los párpados de la mañana;
10 fordi den ikke lukkede mig Moderlivets Døre og ikke skjulte Møje for mine Øjne.
por cuanto no cerró las puertas del vientre donde yo estaba, ni escondió de mis ojos la miseria.
11 Hvorfor døde jeg ikke fra Moders Liv af? hvorfor udkom jeg af Moderskød og opgav ikke straks Aanden?
¿Por qué no morí yo desde la matriz, o fui traspasado saliendo del vientre?
12 Hvorfor optoge Knæ mig? og hvorfor er jeg opfostret ved Bryst?
¿Por qué me previnieron las rodillas? ¿Y para qué los senos que mamase?
13 Thi saa havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, jeg havde da hvilet
Pues que ahora yaciera yo, y reposara; durmiera, y entonces tuviera reposo,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de Steder, som nu ere øde,
con los reyes y con los consejeros de la tierra, que edifican para sí los desiertos;
15 eller med Fyrsterne, som havde Guld, som fyldte deres Huse med Sølv;
o con los príncipes que poseen el oro, que llenan sus casas de plata.
16 eller og jeg havde ikke været til, som et utidigt Foster, der blev i Skjul, som de spæde Børn, der ikke saa Lyset.
O ¿ por qué no fui escondido como abortivo, como los pequeñitos que nunca vieron luz?
17 Der have de ugudelige ladet af at gøre Uro, og der hvile de kraftesløse;
Allí los impíos dejaron el miedo, y allí descansaron los de cansadas fuerzas.
18 der have de bundne Ro med hverandre; de høre ikke Fogedens Røst;
Allí también reposaron los cautivos; no oyeron la voz del exactor.
19 der er liden og stor og Tjeneren fri for sin Herre.
Allí está el chico y el grande; allí es el siervo libre de su señor.
20 Hvorfor giver han en ussel Lyset, og dem Livet, som ere beskelig bedrøvede i Sjælen?
¿Por qué dio luz al trabajado, y vida a los amargos de ánimo?
21 dem, som bie efter Døden, men den kommer ikke; og som grave efter den mere end efter de skjulte Skatte?
Que esperan la muerte, y no la hay; y la buscan más que tesoros.
22 dem, som glæde sig med Fryd, og som juble, naar de finde Graven?
Que se alegran sobremanera, y se gozan cuando hallan el sepulcro.
23 den Mand, hvis Vej er skjult, og hvem Gud har spærret for?
Al hombre que no sabe por donde vaya, y que Dios lo encerró.
24 Thi før jeg æder mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen bryder frem som Vandet.
Porque antes que mi pan, viene mi suspiro; y mis gemidos corren como aguas.
25 Thi det jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det jeg gruede for, kom paa mig.
Porque el temor que me espantaba me ha venido, y me ha acontecido lo que temía.
26 Jeg var ikke rolig og var ikke stille og hvilede ikke; men det blev til Uro.
Nunca tuve paz, nunca me aseguré, ni nunca me reposé; y me vino turbación.

< Job 3 >